Vejlegården er gået konkurs


Den konfliktramte og brandramte restaurant Vejlegården er gået konkurs. Konflikten og senest branden har slået bunden ud af Vejlegårdens økonomi, forklarer den snart tidligere forpagter Amin Skov.

Amin Skov udtaler:
Det er med stor beklagelse, at jeg må meddele, at Restaurant Vejlegården ikke længere kan opretholdes økonomisk og er derfor pr. 4 marts 2013 gået konkurs. Igennem det seneste år har 3Fs konflikt mod Vejlegården kostet mange ressourcer. Dette har kunne mærkes især i den daglige drift og ikke mindst i vanskelighederne med at skaffe og tilføre kapital til virksomheden.

Efter branden den 21. december 2012 har Vejlegården mistet hele omsætningen og dermed det økonomiske grundlag. Og efterfølgende valgte Sydøstjyllands Politi den 21. januar at sigte mig for brandstiftelse og forsikringssvindel.
Dét har sat mig i skakmat: Sålænge jeg er sigtet, vil forsikringen ikke udbetale vores del af forsikringssummen. Og så længe jeg ikke har nogen forsikringssum at istandsætte for, kan jeg ikke åbne restauranten, så der igen bliver indtægter til lønninger, leje og varer.
Således har Vejlegården ikke haft nogen former for indtægt i nu over 2 måneder!
Desværre har politiet trods manglende beviser og – indtil videre – 11 ugers efterforskning stadig ikke tilbagekaldt sigtelsen, så vores forsikring kan komme igang.

2012 har været et meget svært år for Restaurant Vejlegården: 3Fs konflikt mod Vejlegården har svækket os økonomisk, og politiets langstrakte opklaringsarbejde og den opretholdte sigtelse mod mig har taget det sidste liv af virksomheden.

Det er med stor ærgelse, smerte samt et trist sind, at jeg må tage afsked med en virksomhed, som vi har brugt enorme ressourser på, og med et fantastisk personale, som forhåbentlig finder nyt arbejde.

Lukning af Restaurant Vejlegården er et nederlag for det danske samfund. Ikke kun på grund af tab af arbejdspladser, diverse skatter, afgifter mm. som Vejlegården bidrog med til samfundet. Men på grund af de sprækker hele sagen har givet retssamfundet i Danmark. Et retssamfund, der trods adskillige appeller valgte ikke at blande sig i hverken en faglig konflikt eller sætte spørgsmålstegn ved politiets sigtelse, som kom før beviser af nogen art!

Konflikten har cementeret, at retten til det frie valg kun er for de få, der vælger den udgave af Den Danske Model, som LO og underliggende forbund langsomt kvæler.

Jeg håber, at 2013 bliver det år, hvor befolkningen kan overbevise deres politikere om, at Den Danske Model er værd at bevare, og at forudsætningen for en bevarelse af Den Danske Model er en fornyelse af Den Danske Model:
Fagforeninger som 3F skal ikke kunne konflikte virksomheder, der i forvejen har en anerkendt dansk overenskomst og har ordnede forhold. Det er en hån mod Den Danske Models skabere, danske lønmodtagere, danske arbejdsgivere; det danske samfund i det hele taget!