
Den tidligere udenrigsminister, forsvarsminister, transportminister og næstformand i Socialdemokratiet Kjeld Olesen er død i en alder af 92 år.
Det bekræfter hans ven og mangeårige politiske kollega Karl Hjortnæs over for TV 2.
Ekstra Bladet har også fået dødsfaldet bekræftet af Kjeld Olesens familie.
Karl Hjortnæs fremhæver Kjeld Olesen som en meget markant profil i dansk politik fra midten af 1960’erne, og frem til han forlod politik i 1987.
– Vi har holdt kontakten ved lige, og sidst vi sås var for en måneds tid siden, fortæller han til TV 2.
Kjeld Olesen døde fredag 26. juli.
Vemodigt
Karl Hjortnæs sad i en af de berømte kaffeklubber med Kjeld Olesen, og de fortsatte med at ses helt op til Kjeld Olesens død.
– Her vendte vi den politiske udvikling og udvekslede synspunkter, fortæller han.
I klubben var også Mogens Lykketoft og tidligere minister Jens Kampmann, og det var sidstnævnte, der overbragte Karl Hjortnæs den triste besked om vennens bortgang i fredags.
Til TV 2 fortæller Mogens Lykketoft, at han har kendt Kjeld Olesen i mere end 50 år.
– Det er altid vemodigt at tage afsked med gamle bekendtskaber, og jeg har været tæt på ham i flere sammenhænge, fortæller Mogens Lykketoft.
Han var desuden en “solid klippe”, som Mogens Lykketoft altid har lænet sig op ad.
– Det er en person, som jeg altid har haft stor respekt for, siger han.
Mogens Lykketoft fortæller, at han vil huske Kjeld Olesen for hans gode og stærke holdninger, slår han fast.
Det samme vil Karl Hjortnæs, som blandt andet nævner, at han var en stærk fortaler for Christiania, som han fremhævede som et fristed for skæve eksistenser.
– Han sympatiserede med idéerne bag fællesskabet og den måde, beslutninger blev truffet på der. Altså i fællesskab, fortæller han.
Havde skrøbeligt helbred
Derudover var Kjeld Olesen også en stærk og drivende kraft bag fodnotepolitikken under Poul Schlüters regering, fortæller Karl Hjortnæs.
Fodnotepolitkken var et alternativt flertal i Folketinget, der pålagde regeringen adskillige NATO-kritiske beslutninger og markeringer, som den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen fremførte over for Danmarks NATO-allierede med begrænset entusiasme.
Sidste gang, Mogens Lykketoft så Kjeld Olesen, var hjemme i Lykketofts stue, hvor de spiste en frokost sammen.
Kjeld Olesen blev kaldt for “smukke Kjeld”. Hvorfra det kælenavn opstod, kan Mogens Lykketoft dog ikke svare på.
– Det ved jeg ikke, men det stod klart, at Kjeld var det unge håb i 70’erne, siger han.
Lykketoft fortæller, at Kjeld Olesen den seneste tid havde et meget skrøbeligt helbred.
– Ikke med hovedet, men stort set med alt andet. Så det er ikke en overraskelse, fortæller han om dødsfaldet.
Kjeld Olesen trak sig fra dansk politik i 1987. Inden da havde han været forsvarsminister under både Jens Otto Krag og Anker Jørgensen.
Siden var han udenrigsminister, da Anker Jørgensen for anden gang var regeringsleder. Han var desuden næstformand for partiet i syv år.






















































































































































































































































































































































































































































































































