Carlsberg køber partner ud af Carlsberg i Indien og Nepal

Carlsberg har underskrevet en aftale om at erhverve de resterende 33,33% aktieandel i Carlsberg South Asia Pte. Ltd. (CSAPL) fra vores partner, CSAPL (Singapore) Holdings Pte. Ltd.

CSAPL er holdingselskabet for Carlsberg India Pte Ltd (CIPL) (100%) og forretningen i Nepal, gennem sin aktieandel i Gorkha Brewery Private Limited (GBPL) (i øjeblikket 90%). Derudover har CSAPL som en del af denne transaktion indgået en aftale om at erhverve yderligere 9,94% af aktierne i GBPL (erhvervelsen af de resterende aktier i CSAPL af Carlsberg, og erhvervelsen af yderligere 9,94% af aktierne i GBPL af CSAPL, er de foreslåede transaktioner).

Efter fuldførelsen af de foreslåede transaktioner vil Carlsberg eje 100% af den eksisterende forretning i Indien og, gennem CSAPL’s aktieandel i GBPL, 99,94% af den eksisterende forretning i Nepal. Den samlede købspris for de foreslåede transaktioner beløber sig til USD 744m (under forbehold af justeringer i henhold til transaktionsdokumenterne). Af de USD 744m vil USD 207m blive tilbageholdt af Carlsberg og vil blive frigivet afhængigt af potentielle krav under SPA’en (sandsynligvis efter 3-5 år).

De foreslåede transaktioner forventes at blive fuldført i 4. kvartal 2024, under forudsætning af opfyldelse af visse betingelser for fuldførelse. Sådanne betingelser inkluderer, men er ikke begrænset til, specifikke betingelser for aftalen samt kravet om at opnå visse regeringsgodkendelser i forbindelse med de foreslåede transaktioner i Nepal. De foreslåede transaktioner er ikke betinget af godkendelse fra nogen konkurrencemyndighed, bortset fra godkendelsen fra Competition Commission of India, som allerede er opnået.

Erhvervelsen af den resterende aktieandel i CSAPL vil ikke have nogen indvirkning på konsolideringen af CSAPL og CIPL i koncernregnskabet, da de historisk set har været fuldt konsolideret. Den nepalesiske forretning, der holdes gennem CSAPL’s aktieandel i GBPL, er i øjeblikket, på grund af manglende kontrol, regnskabsført som et associeret selskab i koncernens regnskab, men vil blive fuldt konsolideret efter fuldførelsen af erhvervelsen af yderligere 9,94% af aktierne i GBPL af CSAPL.

Koncernchef Jacob Aarup-Andersen siger:

“Vi er glade for, at vi har kunnet nå til enighed med vores partner og opnå fuld kontrol over to vigtige asiatiske forretninger. Vækst i Indien er en nøgleprioritet i vores Accelerate SAIL-strategi, og vi kan nu fremskynde investeringerne for at indfange de langsigtede vækstmuligheder på dette spændende ølmarked.”