Stor fyringsrunde i B&O: 125 mister jobbet


Danske B&O tager nu konsekvensen af de røde tal på bundlinjen. Virksomheden fyrer 125 medarbejdere for at trimme forretningen, lyder det. Rekonstruktion skal give B&O besparelser på 100 millioner kroner.
Radio- og tv-producenten B&O er under rekonstruktion og skal spare 100 millioner. Det koster 125 medarbejdere jobbet, oplyser selskabet til fondsbørsen.
Hovedparten af nedskæringerne sker i selskabets AV-forretning. Hele manøvren ventes at koste mellem 15 og 20 millioner kroner i engangsbeløb.
Samtidig varsler B&O, at når selskabet kommer med sit regnskab for tredje kvartal den 16. april, vil det viste en omsætning i kvartalet på 800 millioner kroner. Det er en fremgang på 19 procent, oplyser B&O.
Trods fremgangen er tallene på bundlinjen stadig røde, fortæller Tue Mantoni, der er adm. direktør i B&O, til TV 2 News.
Det er årsagen til, at han og direktionen har valgt at fyre de 125 ansatte, lyder det.

bang-olufsen.com