Danish Crown fyrer 280 medarbejdere


kilde_tv2finans
Danish Crown fyrer en stor gruppe medarbejdere på slagteriet i Ringsted.
Flere års faldende produktion af slagtesvin i Danmark får Danish Crown til igen at tilpasse slagte-kapaciteten på de danske svineslagterier.
Det koster nu 280 arbejdspladser på slagteriet i Ringsted.
Ifølge Danish Crown er der lagt op til, at slagteriets kapacitet skæres ned med omkring 15.000 slagtesvin om ugen, og derfor reduceres medarbejderstaben.
– Vi har igennem længere tid kørt slagtesvin på tværs af landet for at fylde kapaciteten på slagteriet i Ringsted, og det er ikke nogen fornuftig løsning, lyder det fra produktionsdirektør i Danish Crown Søren F. Eriksen i en meddelelse.
På Sjælland produceres der i dag ikke et antal slagtesvin, som kan retfærdiggøre et slagteri af den størrelse, og derfor svinger slagterigiganten sparekniven, lyder hans begrundelse.
Nedlæggelsen af de 280 stillinger sker i to trin, da slagteriet i Ringsted består af ‘slagtelinjer’.
– Ringsted er sådan indrettet, at slagteriet i dag kører på flere slagtelinjer end andre slagterier. Derfor kan vi fysisk fjerne to slagtelinjer, så der samtidig spares på vedligehold og andre faste udgifter. I sidste ende handler det om at sikre, at ejerne får den bedst mulige afregning af deres grise, så vi bevarer slagtesvineproduktionen, siger Søren F. Eriksen.
Det første skridt mod en lukning, tager Danish Crown midt i juni og det andet midt i september i år, lyder det.
Det er ikke første gang, at Danish Crown svinger slagtekniven. Siden 2011 er der forsvundet en del medarbejdere fra Danish Crowns slagterier.
Sidste gang mistede i alt 150 slagteriarbejdere i Blans, Faaborg, Herning og Ringsted deres arbejde som konsekvens af færre slagtesvin i de kommende måneder.

Afskedigelser i Danish Crown
Efterår 2011: 500 fyret
Sensommer 2013: 80 fyret
Foråret 2012: 575 fyret
Januar 2014: 470 fyret.
August 2014: 150 fyret

danishcrown.dk