Rigspolitiet følger flygtningesituationen tæt

Rigspolitiet

På grund af flygtningesituationen følger Rigspolitiets Koordinerende Stab (RKS) situationen tæt og understøtter politikredsene med ressourcer, viden og kompetencer.

På grund af situationen opretholder dansk politi en styrket indsats i de grænsenære områder, hvor der er kontrolleret og registreret flere hundrede flygtninge fra blandt andet Syrien og Irak.

– Det er en usædvanlig situation, som politikredsene håndterer på bedst mulig vis og med størst mulig medmenneskelig forståelse, siger Svend Larsen, politidirektør i Rigspolitiet.

Han oplyser, at politiet søger fredelige løsninger via dialog men samtidig er nødt til at løse sin opgave med at registrere og håndtere de mange mennesker.

Politiets håndtering af udlændinge
Det er politiets opgave, at udlændinge antruffet i Danmark bliver registreret med foto og fingeraftryk. Udlændingestyrelsen står for indkvartering, sagsbehandling og afgørelse af deres sag.

Spørgsmål om Udlændingestyrelsens arbejde henvises til Udlændingestyrelsen.

Danmark som transitland
Udlændinge, som søger mod andre nordiske lande og ønsker asyl eller ophold der, vurderes i et vist omfang at rejse gennem Danmark – på samme vis som udlændinge rejser gennem andre lande for at nå til Danmark. Hvor mange er rejst til andre nordiske lande via Danmark, andre lande eller via andre ruter er ikke opgjort.

Hvordan skal borgerne forholde sig?
Rigspolitiet modtager en del henvendelser om, hvad borgerne må hjælpe med og ikke. Det kan man ikke svare præcist på – men på den ene side er der plads til medmenneskelig hjælp til andre, f.eks. med mad eller tøj. På den anden side er det strafbart at medvirke til menneskesmugling og illegalt ophold i Danmark.

Politiet opfordrer borgerne til at kontakte humanitære organisationer, hvis man ønsker at yde humanitær bistand, og ikke kontakte politiet.

Bliver borgerne opmærksom på noget strafbart, bør man kontakte nærmeste politi via politiets servicenummer 1-1-4.

politi.dk