Politi: Ulovligt at samle flygtninge op



Ovenpå meldingen om at mindst 166 af de 374 flygtninge i Rødby ønsker at komme til Sverige, advarer Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi om, at det er ulovligt at hjælpe uregistrerede flygtninge ind i eller gennem landet. – Det er fuldt forståeligt, at man gerne vil gøre noget for at hjælpe de flygtninge, der i deres ulykkelige situation kommer til landet. Det må bare ikke være hjælp til at komme videre til f.eks. Sverige. For god ordens skyld gør Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi derfor opmærksom på, at det er ulovligt at hjælpe flygtninge ind i eller gennem landet., skriver Sydsjælland og Lolland-Falster Politi i en pressemeddelse.
– En myndighedsopgave
– Vi kan se, at der er nogen (af flygtningene, red.), der prøver at reklamere for at blive samlet op. Vi synes jo, at det i denne sammenhæng er vigtigt at være åbne og sige, at det her er en myndighedsopgave, siger Kim Kliver, politiinspektør hos Sydsjælland og Lolland-Falster Politi.
Samler du en flygtning op, kan du nemlig blive straffet med bøde eller fængsel indtil to år. Politiet vil ikke oplyse, om de endnu har set nogle blive opsamlet, eller om de har sigtet nogen for sådanne ulovligheder.
– Der er en årsag til, at vi har skrevet det (advarslen, red), lyder den eneste melding fra politiinspektør Kim Kliver.
Det er altså ikke lovligt, at køre en tur med uregistrerede flygtninge, men hvad er så lovligt? Du får overblikket her:
Huse flygtninge?
Det er kun lovligt at huse flygtninge hvis de opholder sig lovligt i landet. Det betyder som udgangspunkt, at flygtningen skal være registreret af de danske myndigheder.
Donere mad?
Du må også gerne donere mad til flygtninge. I forhold til situationen i og omkring Rødby, er der også flere eksempler på, at danskerne allerede har doneret mad og drikke til flygtninge.
Give penge?
I forhold til at give penge til flygtninge, så er det lovligt at udøve nødhjælp til flygtninge, som ikke ejer en krone. Men beløbet skal være rimeligt, så en eventuel myndighed ikke kan sætte spørgsmålstegn ved, om der har været andre grunde end venlighed til at donere pengene.
Donere legetøj m.m.
Du må også gerne donerer tøj, legetøj og andre genstande til flygtningene.
Kilde: Politi: Ulovligt at samle flygtninge op – men hvad må du så? | Nyheder