Østjydsk Bank i problemer


kilde_tv2finanskilde_tv2news
Finanstilsynet har været på besøg hos Østjydsk Bank, og det er endt med store regnskabsmæssige høvl til banken fra Mariager.
Banken skal nedskrive yderligere 216 mio. kr., hvilket skubber bankens solvens ned på 10,2 pct. og et godt stykke under sit nye og øgede individuelle solvenskrav på 12,9 pct.
Østjydsk Bank har nu indtil torsdag 10. juli til at indsende en genopretningsplan til tilsynet med en beskrivelse af, hvordan solvensen skal hæves.
Overvejer fusion eller salg
Banken har sat et konsulent-selskab på sagen. Det skal nu undersøge, hvordan Østjydsk Bank kan få tilført ny kapital og muligheden for fusion eller salg af banken, skriver Østjydsk Bank i en fondsbørsmeddelelse.
– Det er meget beklageligt, at banken er kommet i denne situation, og jeg vil gerne understrege, at vi ikke er enige i Finanstilsynets vurdering af behovet for nedskrivninger, udtaler bankdirektør Max Hovedskov i en meddelelse.
Bankens ledelse har dog taget Finanstilsynets redegørelse og påbud til efterretning og er nu er gået i gang med at forfatte genopretningsplanen.
Deloitte er sat på sagen
Derudover har banken hyret et konsulentfirma, Deloitte, som rådgiver i “en struktureret proces, som skal medvirke til at afklare de bedst mulige veje for at sikre bankens fremtid under hensyn til bankens aktionærer, kunder og medarbejdere”.
– Processen omfatter en sondering af mulighederne for at få tilført ny kapital, ligesom mulighederne for fusion eller salg af banken undersøges nærmere, skriver Østjydsk Bank.
Nedskrivningerne stammer i denne omgang fra 69 mio. kr. i engagementer på mere end 2 pct. af kapitalgrundlaget samt 147 mio. kr. fra “stikprøver”.
I foråret 2013 pålagde Finanstilsynet Østjydsk Bank ekstra nedskrivninger på udlån og tilgodehavender på i alt 342 mio. kr. Det tvang banken til at sælge aktier i DLR Kredit, sælge filialer, udstede hybrid kernekapital og gennemføre en aktieemission, der gav et provenu på 115 mio. kr. – eller knap to tredjedele af målet.

oeb.dk