Modemilliardær køber halvdelen af nemlig.com

Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen køber sig ind i det fremadstormende online supermarked nemlig.com.

Anders Holch Povlsen har været ude med den helt store indkøbskurv.

Bestseller-ejeren har gennem et investeringsselskab købt 49 procent af aktierne i online supermarkedet nemlig.com. De resterende 51 procent beholder stifter og adm. direktør i nemlig.com Stefan Plenge, skriver Berlingske Business.

– Jeg tror, at nemlig.com kan blive en af de bedste online forhandlere af dagligvarer. Deres forretningsmodel kan vise sig at være mere effektiv end traditionelle supermarkeders, siger Anders Holch Povlsen i en udtalelse.

Han understreger, at investeringen ikke betyder, at Bestseller er på vej ind på dagligvaremarkedet.

-Bestseller er en modeforhandler, og det er en ren finansiel investering, der er lavet gennem et investeringsselskab uafhængigt af Bestseller, siger Anders Holch Povlsen.

Vil sætte turbo på forretningen
Hos nemlig.com er stifter og adm. direktør Stefan Plenge ikke overraskende glad for kapitaltilførslen, som skal understøtte den fortsatte positive udvikling og ekspansion af virksomheden.

– Denne blåstempling af nemlig.com giver os et fantastisk rygstød. Nu får vi for alvor mulighed for at sætte turbo på udviklingen, forfølge flere af vores drømme og gøre det endnu mere attraktivt at handle dagligvarer på nettet, siger han.

Dermed intensiveres kampen på online dagligvaremarkedet, hvor blandt andet også Irma.dk satser stort.

Anders Holch Povlsen har tidligere investeret i store onlinespillere som Zalando, Asos og SmartGuy. Han understreger, at han ser et stort potentiale i internethandlen, men de mange investeringer i forskellige e-handlere hænger ikke indbyrdes sammen, slår han fast.

Kilde: detailfolk.dk

nemlig.com