Københavns Politi gør klar til åbning af ny central og moderne borgerekspedition til sommer


Københavns Politi åbner til sommer en ny, moderne borgerekspedition centralt placeret på Københavns Hovedbanegård. Samlingen af politikredsens ekspeditioner sker i etaper, og den 10. marts 2015 lukker politiets ekspedition på Station Bellahøj derfor for personlige henvendelser.
Københavns Politis Servicecenter modtager hvert eneste døgn mange hundrede henvendelser fra borgerne på telefon 114, og et stort antal akutte hændelser håndteres løbende af Alarmcentralen og de kørende patruljer via 112.
Mulighederne for selvbetjening på www.politi.dk udvides også løbende, og blandt andet kan straffeattester, børneattester mv. nu hentes digitalt med NemID.
Der skal dog stadig være gode muligheder for borgere, som uden for akutte tilfælde ønsker at rette personlig henvendelse til politiet. Som afslutning på en større reorganisering af Københavns Politi, åbnes derfor til sommer én samlet ekspedition for personlig borgerbetjening i kredsen. Borgerekspeditionen placeres på Københavns Hovedbanegård, som er centralt beliggende i politikredsen og let tilgængelig for alle, der benytter sig af den offentlige transport. Ekspeditionen indrettes, så den opfylder de gældende ekspeditions- og sikkerhedsmæssige krav.
Samlingen sker i etaper frem mod sommeren 2015, og indledningsvist er ekspeditionen på Station Amager lukket, og den 10. marts 2015 lukker ekspeditionen på Station Bellahøj. Det betyder derfor, at ekspeditionen på Station City på Halmtorvet frem til åbningen af den nye ekspedition på Københavns Hovedbanegård, er stedet for modtagelse af alle personlige henvendelser.
Overgangsordning
Tirsdag den 10. marts 2015 lukker politiets ekspedition på Station Bellahøj for personlige henvendelser.
”Vi samler kompetencerne på Station City og forbereder åbningen af den nye borgerekspedition på Hovedbanegården” fortæller ledende politiinspektør Jan Bjørn.
Indtil åbningen af den nye ekspedition på Hovedbanegården kan borgere og gæster i Københavns Politikreds rette personlig henvendelse på følgende sted og tid:
Station City, Halmtorvet 20, 1700 København V (åbent hverdage 08-21, weekender og helligdage 0830-1530).