KIWI inviterer franchisetagere indenfor

KIWIDagrofa
De første to selvstændige købmænd er nu en realitet i discountkæden KIWI. Dermed tager KIWI hul på sit nye franchisekoncept, som giver ambitiøse detailfolk fra egne og andres rækker en helt ny mulighed for at få foden under eget bord.

Med et nyudviklet franchisekoncept går discountkæden KIWI nu i markedet på jagt efter driftige detailtalenter med en selvstændig købmænd i maven. Dermed giver KIWI både egne butikschefer og ambitiøse folk fra andre detailkæder en helt ny og unik mulighed for at blive ’herre i eget hus’.

”Vi introducerer nu det, vi selv mener er en nytænkning af franchisekonceptet, når vi taler discount. Her har vi skelet til, hvad andre gør godt og så bygget oven på. Resultatet er en attraktiv model, hvor vi både skaber bedre butikker og bedre købmænd”, siger Carsten Hansen, kædedirektør i KIWI, og tilføjer:

”For den rette person har vi et koncept, som gør det muligt at blive selvstændig købmand under vores koncept og blive endnu mere motiveret for at kæmpe om kundernes gunst, sin egen butik og KIWI-kæden uden at risikere hus og hjem i processen”.

I første omgang har KIWI lavet aftaler med to selvstændige købmænd i butikkerne i Ganløse og Birkerød på Sjælland. Inden for det næste år forventes de at få selskab af yderligere 8-10 franchisekøbmænd.

KIWI mærker allerede en stor interesse fra både interne og eksterne kandidater, der ønsker at blive selvstændige købmænd i discountkæden. Og kædedirektør Carsten Hansen fremhæver da også, at KIWI med introduktionen af en ny franchisemodel opstiller en attraktiv karrieremulighed for rigtig mange chefer ude i de forskellige dagligvarebutikker.

”Både i egne rækker i Dagrofa og for ambitiøse butiksfolk fra andre kæder har vi en spændende ny mulighed, når vi taler karriere, udvikling og indflydelse på egen indtjening. Så vi tror bestemt på, at vi kan tiltrække initiativrige, erfarne og dygtige butikschefer, der har drømmen om en tilværelse som selvstændig KIWI-købmand”, siger han.

kiwi.dk