I fængsel for at bytte rundt på stregkoder


To mænd på 24 og 25 år fra Kokkedal skal hhv. 60 og 30 dage i fængsel for at sætte forkerte stregkoder på deres varer, hvorved de snød et IKEA for ca. 4.200 kroner.
Før varehusets skan-selv kasse havde de to mænd sat stregkoder fra plastikkrukker på emballage med dele til et klædeskab.
Ved skanningen lød regningen derfor på 54 kroner i stedet for på 4.260 kroner, som skabet i virkeligheden kostede.
En vågen medarbejder opdagede fupnummeret, tilbageholdt mændene og anmeldte dem til Københavns Vestegns Politi.
Bedrageriet skete den 7. december 2013, og i december 2014 dømte Retten i Glostrup de to mænd for databedrageri. Den 25-årige fik 30 dages ubetinget fængsel. Den 24-årige fik 60 dages ubetinget fængsel, hvilket inkluderede en reststraf på 30 dage.
Begge modtog dommen.