
Coop satser mere på kvalitetsdiscount: fakta Q udvider med flere butikker og bedre varer.
En ny butikstype – der kombinerer discount og convenience – vinder frem i Danmark. Det er fakta Q, der har så meget vind i sejlene, at kæden nu både udvider antallet af butikker og udvalget af varer.
Torsdag den 6. februar åbner fakta Q ikke færre end 4 nye butikker – i Espergærde, Aalborg, Næstved og Slagelse. Måneden efter kommer yderligere 3, 2 på Frederiksberg og 1 på Østerbro i København. Dermed udvides kæden fra 18 til 25 butikker.
”Den moderne forbruger har i stigende omfang brug for hurtige indkøb, hvor man hverken går på kompromis med kvalitet eller pris. Derfor løfter vi vores udvalg med en lang række høj kvalitetsprodukter til ”fakta-priser”,” siger salgsdirektør Jens Romundstad, fakta Q.
De 200 nye varer er højkvalitetsvarer, fx: pålægsvarer fra Aalbæk, laktosefrie mejeriprodukter, flere ”to-go” mejerivarer flere lækre smoothies/juice fra Innocent, mange specialøl og cider, fx Erdinger Hefe, Paulaner eller Sommersby Apple og Garage Lemon. Og ikke mindst endnu flere økologiske varer. Sortimentet af økologiske varer er udvidet med yderligere 20 varianter.
(fakta Q er den kæde i Danmark, der har den næsthøjeste øko-andel, kun overgået af Irma).
”Vi fungerer som et laboratorium for fakta, så vi kan teste mange nyheder, hvor de der slår igennem, efterfølgende kan komme ud i de over 400 andre fakta butikker,” siger Jens Romundstad.
Fakta Q er typisk placeret på de mest centrale steder i de største byer.























































































































































































































































































































































































































































































































