


Danske Bank har modtaget sigtelse for kursmanipulation fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).
Det oplyser Fondsbørsen. Også Realkredit Danmark er sigtet. Desuden er seks ansatte sigtet for kursmanipulation under særligt skærpede omstændigheder.
– Der er i sagens natur tale om en alvor sag, som vi vil behandle med høj prioritet, og vi har med tilfredshed noteret os, at Danske Bank A/S og Realkredit Danmark A/S har meddelt, at de fuldt ud samarbejder med myndighederne i forbindelse med opklaringen af sagen, siger Henrik Helmer Steen, fungerende statsadvokat fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).
Seks medarbejdere i de to institutter er sigtet for kursmanipulation i en mindre likvid realkreditobligation baseret på Cibor-renten. Den mulige kursmanipulation er foretaget til skade for Realkredit Danmark A/S’ kunder ved aftaler mellem ansatte i de to institutter i februar og marts 2009. Det drejer sig om fire medarbejdere og to ledere. Alle seks er suspenderede.
Sigtelserne fremkommer på baggrund af en henvendelse fra Finanstilsynet til statsadvokaturen i går, og sigtelserne er rejst inden en mulig femårig forældelse træder i kraft, oplyser Statsadvokaten i en pressemeddelelse.
– Danske Bank har ved en intern undersøgelse konstateret, at der er sket overtrædelser af koncernens interne regler i forbindelse med obligationshandler mellem Realkredit Danmark og Danske Bank på erhvervsrealkredit-markedet i 2009, skriver Danske Bank.
Danske Bank har derefter selv orienteret Finanstilsynet, der har sendt sagen videre til bagmandspolitiet.
– Vi tager sagen alvorligt og samarbejder fuldt ud med myndighederne, skriver administrerende direktør i Danske Bank, Thomas F. Borgen, i meddelelsen.
Banken har kunnet konstatere, at i alt fire medarbejdere fra Danske Bank og Realkredit Danmark i 2009 har overtrådt interne regler og potentielt har foretaget kursmanipulation.
Danske Bank oplyser, at der ikke er noget i bankens interne undersøgelse, der tyder på, at andre end de fire medarbejdere har været involveret i handlerne.
– Men af hensyn til den videre efterforskning er de fire medarbejdere og deres to ledere blevet suspenderet, skriver Danske Bank.
Kilde: TV2 Finans






















































































































































































































































































































































































































































































































