

Hidtil har ABC Lavpris mest være til stede i Jylland, men planen er, at discountkæden skal spredes ud til hele landet.
Supermarkedskæden ABC Lavpris er blevet opkøbt af Dagrofa, der i forvejen står bag Meny, Spar, Min Købmand og Letkøb.
ABC Lavpris-kæden består i øjeblikket af 16 butikker – 15 i Jylland og én på Fyn – og ejerne har hidtil været fætrene Esper og Henning Tobiasen, der grundlagde kæden i 1981. På tværs af de 16 butikker er der omkring 1000 ansatte, og derudover får Dagrofa også en række bygninger med i handlen. Derudover Dagrofa to byggegrunde, hvor der kan etableres nye butikker med i købet. Det er en grund i Ringkøbing og en grund i Haderslev.
Hvor meget Dagrofa skal betale for ABC Lavpris ønsker parterne ikke at oplyse, men ifølge dagbladet Børsen har handlen en værdi af cirka en milliard kroner.
I en pressemeddelelse bliver det oplyst, at “for kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere vil hverdagen i ABC Lavpris fortsætte som hidtil”, ligesom kæden vil beholde sit navn og sin ledelse.
Landsdækkende discount
Mens Dagrofa ikke vil fortælle om økonomien bag aftalen, vil de gerne fortælle om ambitionen for opkøbet:
– Opkøbet af ABC Lavpris giver os en unik mulighed for at etablere et stærkt fodfæste i lavprissupermarkedsegmentet, siger Dagrofas koncernchef, Tomas Pietrangeli, i en pressemeddelelse.
Koncernchefen fortæller videre, at man ser ”et betydeligt potentiale i at udvikle ABC Lavpris fra en stærk regionalkæde til en national kæde”.
Typisk skelner man mellem supermarkeder og discountbutikker. Hvor supermarkederne ofte har et større udvalg og lidt højere priser, har discountbutikkerne et mere snævert fokus på at være billigst. Ofte har den samme koncern begge slags dagligvarebutikker. Salling Group består eksempelvis både af Føtex og Netto ligesom Coop-koncernen både dækker over Kvickly og 365 Discount-kæden.
Med opkøbet af ABC Lavpris håber Dagrofa altså også på at kunne konkurrere i discountsegmentet.
Flere modeller i spil
Generelt er der sket meget på det danske dagligvaremarked de seneste år.
Fra Aldi, der trak sig ud af Danmark, til Irma, der blev ofret i en større omstrukturering af Coop-koncernen til Salling, der har udvidet med blandt andet BR-brandet.
Derfor har beslutningen om et delvist salg af ABC Lavpris også været undervejs i et stykke tid, har Børsen tidligere beskrevet. Henning Tobiasen fortalte således til Børsen tilbage i maj, at man også kunne ende på en model, hvor man frasolgte ejendommene – altså butikkerne – for derefter at leje dem tilbage.
Men i stedet er man altså endt på en model, hvor Dagrofa nu overtager ABC Lavpris-kæden, og de nuværende ejere køber sig så ind i ABC Lavpris. Hvor stor en andel Tobiasen-familien kommer til at have fremgår ikke, men Dagrofa sætter sig på mindst halvdelen, fremgår det af pressemeddelelsen.
Benhård konkurrence
I et interview med TV 2 siger Dagrofas koncernchef, Tomas Pietrangeli, at man har købt ABC Lavpris-kæden, fordi de “gør det godt”.
Derfor vil der heller ikke komme mange ændringer, slår han fast.
– Men hvis vi kan drysse lidt Dagrofa-støv ud over konceptet, og måske styrke det på nogle få steder, vil vi gerne det, siger Tomas Pietrangeli og forklarer at “Dagrofa-støv” blandt andet handler om at have de økonomiske muskler til at åbne nogle nye butikker.
For et lille årti siden gik Dagrofa ellers den modsatte vej, da man lukkede flere end 100 butikker og hele Kiwi-kæden.
– Der er benhård konkurrence på dagligvaremarked, og der er mange prisbevidste forbrugere. Derfor synes vi også, at det er et godt supplement til de kæder og købmandsbutikker, vi har i dag, siger Dagrofa-chefen.
Dagrofas overtagelse af ABC Lavpris skal godkendes af konkurrencemyndighederne. Dagrofa håber at godkendelserne kommer så en overtagelse kan ske i løbet af efteråret 2026.
































































































































































































































































































































































































































































































