
Genbrug er godt for miljøet. Derfor opbevarer og transporterer vi vores mælkekartoner i slidstærke kasser, der kan genbruges i helt op til 20 år. Det er dog langt fra alle af de velkendte og grønne mælkekasser, som kommer retur til os. I gennemsnit mister vi dem allerede efter tre år. Og hvert år forsvinder 300.000 mælkekasser, som vi derfor er nødt til at producere nye af. Det koster både vores ejere millioner af kroner og tonsvis af CO2-udledning. Det sætter vi nu fokus på gennem en landsdækkende indsamling, hvor vi kalder mælkekasserne hjem.
Hvert år bruger vi samme mængde energi til at producere nye mælkekasser til at erstatte dem, vi mister, som det, der svarer til at producere energi til en lille landsby i et helt år. Produktionen medfører en CO2-udledning på 825 tons CO2. I Arla har vi et mål om at reducere vores CO2-udledning med 25 procent mod 2020 sammenlignet med 2005. Ved at nedbringe merproduktionen af mælkekasser, når vi er nærmere målet.
Mange mælkekasser ender på legepladser, hvor de bruges som byggeklodser og til at kravle på. Men mælkekasser er ikke sikkerhedsgodkendt legetøj og hører derfor ikke hjemme på en legeplads. Det bekræfter en tidligere undersøgelse fra BUPL, der viser, at mælkekasserne er det legeredskab, som pædagoger er mest urolige over. Vi vil gerne fjerne denne uro, ligesom vi gerne vil minimere udfordringer om eventuelt erstatningsansvar i institutionerne, hvis uheldet skulle være ude. Derfor opfordrer vi nu børnehaverne til at aflevere deres tomme mælkekasser til os.
Hvis man har “lånt” mælkekasser opfordrer Arla til at man afleverer mælkekasserne i et supermarked. Så tager Arla-chaufføren kasserne med retur til Arla, når han/hun leverer mælk.






















































































































































































































































































































































































































































































































