Vejrskifte venter i den nye uge

Den nye uge starter med tørvejr, men efterhånden er der udsigt til regn over Danmark.

En solrig og tør sensommeruge er ved at gå på hæld.

Takket være et stabilt højtryksvejr har solen i store perioder haft masser af plads på himlen den seneste uges tid, hvorimod nedbørsmængderne i den grad har været i småtingsafdelingen.

De få regnbyger, der har været i ugens løb, har givet under en millimeter på landsplan. Dermed er naturen fortsat knastør i det meste af Danmark.

Men det kan der bliver lavet om på i den nye uge.

Endnu vil det holde tørt de næste dage, men fra midt på ugen er der udsigt til regn, når et lavtryk nærmer sig landet fra vest.

Lun og tør start på ugen

De første par dage af den nye uge står den fortsat på højtryksvejr over Danmark.

Mandag byder således på tørt og lunt sensommervejr, hvor temperaturen forventes at komme op mellem 19 og 22 graders varme.

Der er dog udsigt til lidt flere skyer på himlen, men i store perioder vil der stadig være god plads til solen. Mest sol kommer der over de nordlige og østlige landsdele.

Generelt bliver det relativt blæsende med en jævn til frisk vind fra østlig retning.

Tirsdagsvejret bliver nærmest en tro kopi af mandagen.

Dermed bliver der mulighed for nogen sol og op mellem 18 og 22 grader. Vinden er fortsat jævn til frisk fra det østlige verdenshjørne.

Mulighed for regn fra onsdag

Er man til tørt sensommervejr, er det med at nyde mandag, tirsdag og det meste af onsdagen.

Et lavtryk over de britiske øer sender fra onsdag fronter ind mod Danmark. Og faktisk er der allerede onsdag mulighed for spredte regnbyger over den vestlige del af landet.

Men specielt torsdag og fredag kan gå hen og blive meget våde. Her spår prognoserne, at et frontsystem nærmest kan ligge stille på tværs af landet med silende regn.

Hvis prognoserne får ret, kan der fra natten til torsdag og frem til fredag aften falde op mellem 30 og 50 millimeter regn.

Og det er gældende for en stor del af landet, som det fremgår af nedenstående kort.

Den megen nedbør kan være til stor gavn for tørkeindekset, der i skrivende stund er helt oppe i det røde felt mange steder. For hele landet lyder indekset på 8,7, hvilket betyder forøget risiko for tørke.