TV2: Lotte Mejlhede til Bruxelles


Lotte Mejlhede. Foto: ©TV2
Lotte Mejlhede.
Foto: ©TV2

Lotte Mejlhede skal afløse Olav Christensen som Europa-korrespondent i Bruxelles for TV 2
Lotte Mejlhede plejer at sidde på værtspladsen i News, men nu skifter hun studiet ud med en korrespondentplads med base i Bruxelles. Og Olav Christensen, som har været Europakorrespondent i fem år, skal tilbage til København, hvor han skal være Christiansborgreporter for TV 2 og TV 2 News. Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
Og Lotte Mejlhede ser frem til sit nye job i Bruxelles:
“Jeg har altid haft lyst til at drage med journalistikken uden for landets grænser, og jeg har gjort det et par gange som freelancer. Nu får jeg mulighed for at gøre det permanent, og det glæder jeg mig utroligt meget til. Jeg håber, at jeg kan bruge min store passion for politik – og kombinere dansk politik med Europa-politik – og jeg går til opgaven med en blanding af forventning, glæde og stor ydmyghed,” siger hun i pressemeddelelsen.
“Det helt rigtige valg”
Michael Dyrby, nyhedschef på TV 2, forklarer i pressemeddelelsen, hvorfor EU-stoffet er så vigtigt for kanalen, og at Lotte Mejlhede er det rigtige valg til dækningen af det ofte lidt tunge stof:
“Korrespondentstillingen i Bruxelles har udviklet sig til at være en af de vigtigste for nyhedsmedier med fokus på dansk og international politik. Den generelle finanskrise og gældskrisen i Sydeuropa har vist, hvilken indflydelse EU og den internationale økonomi har på danskernes hverdag,” siger han og fortsætter:
“Lotte Mejlhede har dækket dansk politik – og relationen til EU – i mange år på TV 2 og TV 2 NEWS, og hun er det helt rigtige valg, når EU og europæisk politik skal gøres endnu mere relevant og nærværende for TV 2s seere”.
Lotte Mejlhede flytter fra årsskiftet til Bruxelles sammen med sin mand, fotografen Bjarke Ørsted, og deres syvårige datter.
Kilde: tvtid.dk