



Tryg overtager konkurrenten Alka Forsikring i milliardhandel, og dermed bliver to af Danmarks største forsikringsselskaber til ét.
Forsikringsselskabet Tryg køber Alka for en samlet købesum af 8,2 milliarder kroner.
Handlen forventes gennemført i første halvår 2018.
Det skriver Ritzau.
Styrker sin markedspostion
Alka har omkring 380.000 kunder og bruttopræmieindtægter på omkring 2,5 milliarder kroner årligt. Med opkøbet vil Tryg have en markedsandel på over 20 procent i Danmark.
– Vi er meget tilfredse med købet af Alka, som vil styrke vores position i Danmark. Alka har leveret en flot kombination af gode finansielle resultater og en høj vækst, drevet af fremragende kundetilfredshed, skriver administrerende direktør i Tryg Morten Hübbe i en pressemeddelelse.
Tryg regner med, at man vil kunne finde synergier og besparelser for 300 millioner kroner mellem de to selskaber over de kommende år.






















































































































































































































































































































































































































































































































