Tidligere minister Mette Gjerskov er død


Mette Gjerskov døde mandag efter lang tids sygdom, oplyser hendes bror.

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Mette Gjerskov er død. Det oplyser broderen Morten Gjerskov på sin profil på Facebook.

Mette Gjerskov blev 56 år.

– Det er med stor sorg, vi må meddele, at Mette Gjerskov, vores elskede familiemedlem, datter og søster døde i går efter lang tids sygdom, oplyser Morten Gjerskov.

Han skriver, at familien vil mindes hende for hendes kærlighed, sociale engagement, redelighed og mod.

– Mange så i Mette et ægte menneske med værdierne i orden og hjertet på rette sted. Og de havde ret, skriver broderen.

Han skriver desuden, at Mette Gjerskov turde tale mod magtfulde autoriteter.

Nervebetændelse gav alvorlige smerter

Mette Gjerskov meddelte i slutningen af februar, at hun var blevet sygemeldt.

Om årsagen til sin sygemelding, forklarede hun, at hun i nogle år havde haft alvorlige smerter, og at hun sidste år blev sygemeldt for at blive udredt.

Hun forklarede, at der var tale om en omfattende nervebetændelse, som betød “store doser og forskellige typer af smertestillende medicin”.

– Imidlertid må vi nu konstatere, at min krop ikke kan tåle den slags medicin – bivirkningerne er simpelthen for voldsomme og gør mig totalt uarbejdsdygtig, skrev hun på Facebook i februar.

Mette Gjerskov blev 8. februar 2005 valgt ind i Folketinget for Socialdemokraterne.

Hun var indtil 2015 formand for Udenrigspolitisk Nævn og var i 2011 til 2013 minister for fødevarer, landbrug og fiskeri under Helle Thorning-Schmidts regering.

Mette Gjerskov blev bisat torsdag 22. juni 2023.