The Burger Concept begæret konkurs


Efter mystiske lukninger på stribe har ejerne bag The Burger Concept nu meddelt medarbejderne, at selskabet har indgivet konkursbegæring

Efter flere restauranter på stribe er blevet lukket ned uden forklaring, har ejerne bag burgerkæden nu meddelt medarbejderne, at de har indgivet en begæring om konkurs for selskabet.

Det fremgår af en besked sendt til medarbejderne søndag, som Ekstra Bladet har set.

‘Det er med stor beklagelse, at vi i dag har indgivet begæring om konkurs for selskabet. Vi er meget kede af den situation, dette medfører for jer, og vi havde naturligvis ønsket et andet udfald.’

Beskeden er signeret af brødrene Morten og Simon Franck Jakobsen, der ejer kæden.

De skriver videre, at begæringen nu skal behandles af skifteretten, og at de forventer en afgørelse i løbet af næste uge.

Lukkede pludseligt
The Burger Concept blev stiftet i 2018 og har ifølge kædens egen Instagram-profil haft 15 restauranter fordelt over flere danske byer.

Men den seneste tid er restauranterne blevet lukket ned én efter én uden videre kontakt med offentligheden.

OPDATERING 03-05-2026 kl.18:00:
The Burger Koncept i Sønderborg, Horsens, Kolding og en af de tidligere to restauranter i Odense kører videre, da de drives af franchisetagere. De fire afdelinger har derfor stadig åbent. Det kan dog være at de kommer til at skifte navn, men det er for tidligt at sige på nuværende tidspunkt.