Telenor siger farvel til taletidskortet: 205.000 må finde ny løsning

Telenor
Teleselskabet Telenor siger farvel til en gammel kending.
Fra slutningen af marts er det ikke længere muligt at købe taletidskort hos teleselskabet Telenor.
Selskabet har ikke kunnet tjene penge på den service, og derfor siger Telenor farvel til den gamle kending på mobilmarkedet.
Det skriver Telenor i en pressemeddelelse.
Telenor har omkring 205.000 taletidskunder, der nu må se sig om efter et nyt selskab eller skifte til et fast abonnement.
Telenor: Vi kender ikke kunderne
Trækket skal ses i lyset af Telenors nye strategi, som blandt andet går på at skabe en mere enkel forretning, hvor man bedre kan målrette tilbud til den enkelte kunde.
Det fortæller Jesper Hansen, der er administrerende direktør for Telenors danske forretning.
– Hele grundlaget for vores forretning er at kunne etablere et godt forhold til vores kunder, og det kan vi kun, hvis vi kender dem. Brugerne af taletidskortene er anonyme, og vi har derfor ikke mulighed for at komme i dialog med kunderne og tilbyde dem hverken rådgivning eller nye digitale tjenester, siger han i pressemeddelelsen.
Umuligt at tjene penge på taletidskort
Ifølge Jesper Hansen er konkurrencen på taletidskort dertil så hård, at det ikke længere er muligt at tjene penge på dem.
– Derfor har vi besluttet at stoppe med at sælge taletidskort, siger Jesper Hansen.
Ifølge teleselskabet er det især turister, der køber taletidskort, når de er på ferie i Danmark.