


Telenor fyrer 79 af deres ansatte i Danmark og lukker fem butikker.
Det sker på grund af det pressede telemarked i Danmark, hvor der er intens konkurrence om at fange de danske kunder, skriver Telenor i en pressemeddelelse.
– I et presset marked som det danske, har vi kontinuerligt behov for at kigge vores forretning efter i sømmene og tage hånd om vores udfordringer for at kunne blive så effektive og agile som muligt. Og som en del af den radikale transformation vi gennemgår, er der løbende behov for, at vi tilpasser vores organisation og ændrer på holdopstillingen for at kunne levere bedre. I nogen tilfælde betyder det desværre at det er nødvendigt at sige farvel til gode kollegaer, siger Jesper Hansen, administrerende direktør i Telenor Danmark i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om butikkerne i Randers (Brødregade), Hørsholm, Kongens Nytorv, Amager Centeret og i City2 Taastrup.
Varslet tirsdag 23/8
Telenor har efter i dag 62 butikker rundt omkring i hele Danmark.
Fyringerne er sket her til morgen, og der er blevet sendt en mail ud til medarbejderne i Telenor om ændringerne, som TV2 har fået indsigt i. Her står der, at fyringerne sker som led i “en række organisatoriske ændringer”.
Medarbejderne blev varslet allerede tirsdag 23/8 om, at der ville ske en række afskedigelser i løbet af morgenen onsdag 24/8.
Telenor er en norsk koncern, men selskabet har over 1800 ansatte i Danmark.























































































































































































































































































































































































































































































































