Takstændringer på vej i Hovedstadsområdet i 2014

Den årlige regulering af taksterne i den kollektive trafik træder i kraft d. 19. januar 2014. Priserne stiger gennemsnitligt med 1,3%. Rabat uden for myldretiden på rejsekort fortsætter.

I hovedstadsområdet fastholdes prisen for kontantbilletter, mobilbilletter, klippekort og rejsekort, mens periodekort pålægges en prisstigning. Prisen for periodekort til voksne stiger med mellem 0 og 30 kr., mens periodekort til børn stiger med mellem 0 og 15 kr..

Rabat uden for myldretiden på rejsekort fortsætter
Rabat uden for myldretiden på 20% på lokale rejser med rejsekort mellem kl. 11-13 og 18-07 samt hele weekenden fortsætter i 2014.

”Det betyder, at en 2 zoners rejse uden for myldretiden koster 12 kr. med rejsekort, mens normalprisen på rejsekort er 15 kr. og en kontantbillet koster 24 kr. Der er med andre ord penge at spare ved at bruge rejsekort og ved at planlægge sin rejse uden for myldretiden, hvor der er mindst pres på i bus, tog og metro.”, siger Søren Englund, centerchef i Movia.

Hvorfor stiger priserne?
Takststigningsloftet for 2014 er af Trafikstyrelsen fastsat til maksimalt 1,3% og prisreguleringen sker som led i den almindelige prisudvikling, hvor taksterne reguleres en gang om året. Takstændringerne træder i kraft den 19. januar 2014.

moviatrafik.dk