Styrelse advarer mod pærer – borgere fik glasskår i øje og mund

Sikkerhedsstyrelsen

Så vidt vides har den viste pære ikke noget at gøre med de pærer, der er eksploderet.

Sikkerhedsstyrelsen ved endnu ikke, hvilke mærker dekorationspærene er fra.
I fire tilfælde har Rigshospitalet Glostrup taget mod patienter, der er kommet til skade med glasskår i øjnene og sår i ansigtet.
Ulykkerne er sket, fordi dekorationspærer af et endnu ukendt mærke er eksploderet i nærheden af personerne.
Det oplyser Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
– Det er lidt usædvanligt, at vi får fire meldinger fra den samme øjenafdeling, der på få måneder har oplevet skader fra de her dekorationspærer, siger Ninna Andreasen, som er pressekonsulent i Sikkerhedsstyrelsen.
Ikke bekræftet hvor de er solgt
Hun fortæller, at man har en ide om, hvor pærerne er solgt, men at det ikke er endeligt bekræftet.
– Mens vi undersøger den del af sagen, vil vi rigtig gerne høre fra forbrugere, som måtte have oplevet lignende episoder med dekorationspærer, siger teamleder i Sikkerhedsstyrelsen Lone Brose.
De fire ulykker er sket med elpærer, som bruges uden lampeskærm, og som ligner gammeldags glødepærer. Pærerne har en diameter på 10 til 12 centimeter.
– Pærer af denne type har de senere år været enormt populære og hænger i rigtig mange danske hjem. Derfor er det vigtigt at understrege, at Sikkerhedsstyrelsen ingen grund har til at tro, at pærerne over en bred kam er farlige, skriver Sikkerhedsstyrelsen i pressemeddelelsen.
Eksploderede uden de var tændt
Ninna Andreasen fortæller, at pærerne i to af tilfældende er eksploderet, uden de var tændt.
– Ingen af personerne har fået varige men. Men der er fjernet glasskår fra øjne og under øjenlåg, siger hun.
Desuden havde en af patienterne fået sår i munden, da en pære sprang.
– Vi har behov for at vide, hvad der er sket, hvornår det er sket, og hvor pæren er købt. Hvis man har emballagen eller kvitteringen endnu, må man meget gerne sende et billede af det med også, siger Lone Brose.
Sikkerhedsstyrelsen opfordrer borgere, der har oplevet eksploderede pærer, til at henvende sig på mail til sik@sik.dk, på telefon 33 73 20 00 eller skrive en besked på Sikkerhedsstyrelsens Facebookside.