
Stormen Otto passerede Danmark fredag (17/2-2023) eftermiddag og aften.
Stormen bød på en del væltede træer, væltede stilladser, væltede mure og de sædvanlige stormskader.
DSB havde indskrænket driften, og indstillet den på visse strækninger. Nogle steder blev det nødvendigt at indstille driften i løbet af aftenen, da træer væltede og rev køreledninger ned.
Trafikken var forstyrret flere steder. Øresundsbroen var i en del timer lukket for både biler og tog. I Københavns Lufthavn drillede stormen også, så man havde problemer med at få passagererne ud af flyene. Nogle passagerer måtte vente i nogle timer efter landing, før man kunne få passagererne ud. På Storebæltsbroen var der fredag aften forbud for vindfølsomme køretøjer, men ellers kunne trafikken passere hele aftenen.
Østerbrogade i København var spærret, da en del af et kobbertag var i fare for at falde ned. Beboerne i ejendommen måtte ikke forlade ejendommen (og det må de stadig ikke lørdag morgen). Østerbrogade er lørdag morgen blevet åbnet i det indadgående spor, men politiet dirigerer trafikken på Østerbrogade, så det er muligt at køre i begge retninger.
Lørdag morgen (18/2-2023) er trafikken – stort set – normal. Man skal dog køre forsigtigt, da der kan ligge væltede træer og andre genstande, der spærrer kørebanen.
Kør forsigtigt og vis hensyn i trafikken!























































































































































































































































































































































































































































































































