Stor fyringsrunde i Novo Nordisk: 500 danske stillinger bliver ramt

Novo Nordisk
Kilde: TV2
1000 Novo Nordisk-medarbejdere skal finde sig et nyt arbejde inden for den nærmeste fremtid, oplyser medicinalselskabet i en meddelelse.
Novo Nordisk skal af med 1000 medarbejdere. Det oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse.
– Vi beklager dybt, at gode kolleger står til at miste deres job, og det har været en tung beslutning at træffe, siger administrerende direktør Lars Rebien Sørensen i en meddelelse.
Af de 1000 medarbejdere, som skal afskediges, skal de 500 stillinger findes i koncernens danske afdelinger.
De mange medarbejdere, som skal fyres, kommer ifølge meddelelsen fra “forsknings- og udviklingsenheder og stabsfunktioner i hovedkvarteret samt stillinger i den globale kommercielle organisation.”
Udfordringer i USA
Fyringerne kommer ifølge Lars Rebien Sørensen blandt andet som konsekvens af medicinalkoncernens problemer på det amerikanske marked.
– Vi er imidlertid kommet til den konklusion, at det er nødvendigt for at sikre, at vi har en bæredygtig balance mellem indtægter og udgifter. I den nuværende situation er vi nødt til at prioritere investeringer i vigtige produktlanceringer, som vil bringe innovation til patienter og drive vores fremtidige vækst, siger Novo-topchefen.
I starten af måneden kom det frem, at Novo Nordisk-chefen Lars Rebien Sørensen også forlader medicinal-koncernen.
Den afgang var dog frivillig modsat de mange menige Novo-medarbejderes afsked.
Ifølge selskabsmeddelelsen fra Novo Nordisk vil de berørte medarbejdere få besked inden for de næste to måneder.
Naturlig konsekvens
Ifølge Nordnets investeringsøkonom Per Hansen var det forventeligt, at der ville komme en eller form for nedskæring på medarbejderfronten i Novo Nordisk.
– Novo Nordisk er faldet med mere end 20 procent siden det skuffende halvårsregnskab den i august. Det er naturligt, at en virksomhed som over en længere periode har haft så betydelig medvind, som tilfældet har været hos Novo Nordisk, at der kommer et omkostningsmæssigt fedtlag, som skal til eftersyn, skriver Per Hansen i en analyse.
Han mener desuden, at investorerne har forventet en reaktion på selskabets forventninger om en svagere indtjeningsfremgang.