
![]()

Foto: ©René Thaulov Nielsen
Det er langt fra godt nok, at billetpriserne i den kollektive trafik i Danmark ikke er blevet harmoniseret. Sådan lyder kritikken fra statsrevisorerne mod Rejsekortet, skriver Ing.dk.
Det er ellers noget, Folketinget har lovet. Kritikken er ifølge Ingeniøren konklusionen i statsrevisorernes bemærkninger, der bliver offentliggjort senere onsdag.
– Trafikselskaberne har således hverken kunnet blive enige om at skabe en landsdækkende enkeltbillet, at harmonisere taksterne regionalt eller at harmonisere trafikselskabernes takster med togoperatørernes. Det har givet utilfredse kunder, der oplever, at priser, billetprodukter og rabatordninger er forskellige og uoverskuelige, lyder det i statsrevisorernes bemærkninger i beretningen, skriver Ingeniøren.
Mediet har set udkastet til bemærkningerne, der baserer sig på en beretning fra Rigsrevisionen, som endnu ikke er offentliggjort.
De danske trafikselskaber har kæmpet siden 2009 for at nå målet om at harmonisere priserne i den kollektive trafik, og heri var Rejsekortet et afgørende element.
Men at det med Rejsekortet ikke er lykkedes at harmonisere priserne gør, at statsrevisorerne nu kritiserer taksterne.
– Statsrevisorerne konstaterer, at en landsdækkende harmonisering af taksterne i den kollektive trafik reelt ikke er mulig – med mindre takstkompetencen ændres, så kommuner, regioner og togoperatører fratages det endelige ansvar for at fastsætte takster – eller at trafikselskaberne seriøst bestræber sig på at blive enige, konkluderer statsrevisorerne i bemærkningerne ifølge Ingeniøren.






















































































































































































































































































































































































































































































































