Sommervejr hele ugen

Kilde: tv2.dk

Varmen ser ud til at fortsætte i næste uge, hvor især mandag bliver en flot og solrig dag.

Ugen starter, hvor weekenden slap – med flot og solrigt vejr og helt sommerlige temperature. Især mandag vil byde på meget sol, men fra på tirsdag kan der komme flere skyer, dog stadig med god plads til solen.

Det kan ikke udelukkes, at en lokal eftermiddagsbyge kan opstå i løbet af onsdagen. Som ugen skrider frem, ser det ud til, at der igen kommer mere solskin til Danmark.

Lokalt 24 grader mandag

Mandag fortsætter det sommerlige forårsvejr med sol og varme.

Temperaturen vil generelt ligge mellem 17 og 23 grader. Lokalt er der mulighed for, at kviksølvet kan nå 24 grader i det centrale Jylland. Sammen med de rolige vindforhold vil det føles som en sommerdag.

Ved kysterne vil det kølige havvand, og risikoen for havgus, lægge en dæmper på varmen og holde temperaturen på mellem 12 og 14 grader.

Flere skyer fra på tirsdag og enkelte byger onsdag

Tirsdag viser kalenderen sommer, og den dag starter også med næsten sommerligt vejr. Dagen vil være præget af en del højtliggende skyer, som solen dog vil kunne skinne igennem.

Temperaturen vil komme op mellem 17 og 23 grader, mens temperaturen ved de østvendte kyster med pålandsvind kun ligger på beskedne 11 til 15 grader.

Onsdagen vil minde meget om tirsdag, dog med muligheden for enkelte eftermiddagsbyger og lidt flere skyer.

Det bliver en smule køligere end tirsdag med temperaturer på mellem 17 og 21 grader, mens de østvendte kyster igen vil have køligere vejr.

Mere sommerligt igen fra på torsdag

Fra på torsdag ser det igen ud til, at der bliver mere plads til solen, og at østenvinden lægger sig.

Et kig frem mod weekenden viser fortsat varme over Danmark med gode chancer for sol og rolige vindforhold. Her vil de fleste danskere kunne nyde endnu en sommerlig weekend.