
Den danske virksomhed Simple Feast, der står for veganske og vegetariske måltidskasser og dagligvarer, er gået konkurs. Det betyder, at alle leveringer og måltidskasser stopper. Det skriver Børsen.
Det er primært på grund af nedlukningerne i forbindelse med coronapandemien samt krigen i Ukraine, der har givet firmaet udfordringer.
– Vi gør det på en så ordentlig måde, vi kan, men det vil være en brat opvågning til en ny virkelighed for vores kunder, siger Jakob Jønck, der er medstifter og administrerende direktør hos Simple Feast, til Børsen.
Det er ikke blot en skuffende nyhed for kunderne, men også for 150 medarbejdere, der mister deres job.
I alt er det blevet til cirka 5,5 millioner plantebaserede måltider, som Simple Feast har leveret, siger stifteren.























































































































































































































































































































































































































































































































