Sikkerhedsekspert: Pas på, Facebook-virus kan blive farlig


kilde_tv2beep
I øjeblikket stormer en ny virus ud på Facebook, der deler sig med lynets hast. Den har ramt over 600.000 konti allerede. Åben ikke den vedhæftede fil, der er sendt til dig.
Facebook er ét af de steder, hvor du er mest sårbar på nettet. Du har alle dine oplysninger liggende, og det er et af de mest benyttede netværk i verden. Ergo er det også det oplagte sted at sprede en virus.
Og det er hvad der sker i øjeblikket på Facebook. En virus spreder sig med lynets hast på tjenesten.
I en vilkårlig besked eller opslag på væggen, fra en af dine egne Facebook-venner, bliver du opfordret til at åbne en vedhæftet fil med ordlyden, “Hej, jeg har lige photoshoppet et billede af dig”. Men beskeden er ikke fra din ven – tværtimod. Det er en virus, der deler sig videre til din vennegruppe, hvis du åbner filen.
– Det er første gang, at vi ser en virus sprede sig så hastigt. Det er en regulær virus-infektion. Virussen generer links til en Dropbox-fil langtg hurtigere end man man lukke dem, advarer sikkerhedsekspert Peter Kruse til tv2.dk.
Det amerikanske sikkerhedsselskab M86 oplyser, at virussen i øjeblikket deler sig med lynets hast på netværket. Hele 88.000 profiler skulle blive ramt i timen! Og indtil videre lyder vurderingen, at over 600.000 konti er blevet ramt.
Endnu ved man ikke hvorfor virussen er der, eller hvad den konkret gør. Det skulle dog ikke være en ondsindet virus i øjeblikket, men det kan hurtigt ændre sig, advarer Peter Kruse.
– Lige nu spreder den sig blot, men den kan hurtigt mutere til noget andet og langt mere skadeligt. Man skal virkelig være opmærksom.
Hvis man bliver ramt, skal man slukke sin computer, så den ikke kan sprede sig videre. Derefter må man vente. Men derudover kan du være nogenlunde sikker, så længe du vælger ikke at åbne filen, forsikrer sikkerhedseksperten.