Sensommervejr lige om hjørnet

Vejrprognose fra TV2 Vejret, 23/8-2014. ©TV2 Vejret
Vejrprognose fra TV2 Vejret, 23/8-2014.
©TV2 Vejret

Der er ganske givet mange danskere der er ved at være en smule trætte af det ustadige augustvejr, som vi har skullet ‘slås’ med de seneste par uger.
I særdeleshed efter den gamle tropiske orkan ‘Bertha’ bragte nærmest efterårsagtigt vejr med sig, har behovet sandsynligvis vokset sig større.
Heldigvis – vil mange nok mene – er der udsigt til mere stabilt og lunere sensommervejr. Vi skal dog lige have overstået en søndag hvor en bygelinje skal passere landet med stedvis kraftig nedbør og mulighed for torden.
Samtidig bliver det blæsende med op til kuling ved vestkysten.
Mandag og tirsdag kan der stadig komme byger men i langt mindre omfang end vi har været vant til, og når vi nærmer os onsdag og torsdag kan vi se frem mod dage med en del sol, og kun risiko for en enkelt, lokal byge om onsdagen.
Samtidig stiger temperaturen til op mod 22 grader, og med mindre vind, vil det føles lunt, sensommerligt og ganske behageligt.
Hvor længe det stabile vejr holder derefter, er dog stadigvæk ganske usikkert.

vejret.tv2.dk