

SAS har tirsdag indgivet en ansøgning om konkursbeskyttelse i USA. Det oplyser selskabet selv.
Dermed kan kreditorer – folk og virksomheder, der har penge til gode hos SAS – ikke begære selskabet konkurs, mens SAS selv forsøger at lave en redningsplan.
Processen skal give SAS tid til at lave en omstrukturering af selskabet, og under coronapandemien var Norwegian gennem et lignende tiltag, der i sidste ende sikrede selskabets overlevelse.
Mens redningsforsøget står på, vil SAS betjene sine kunder som normalt, oplyser selskabet. En stor del af SAS’ afgange står dog til at blive påvirket af den strejke, omkring 1000 piloter iværksatte mandag.
I en børsmeddelelse skriver SAS, at selskabet forventer, at konkursbeskyttelsen vil vare 9-12 måneder, og processen bliver kaldt en “Chapter 11“-beskyttelse.
Hvis man længe inden kan se, at det ikke lykkes med de nødvendige tiltag, kan SAS dog godt kaste håndklædet i ringen og blive begæret konkurs tidligere.
Chapter 11-konkursbeskyttelse
- Chaper 11 henviser til en bestemt del af den amerikanske konkurslovgivning, der sætter rammerne for den beskyttelse, et selskab kan søge mod konkurs.
- Formålet med en Chapter 11-beskyttelse er, at det skal give en virksomhed tid til at gennemgøre nødvendige omstruktueringer for at undgå konkurs på længere sigt.
- En Chapter 11-ansøgning skal godkendes og overvåges af en domstol i USA.
- En række af verdens største selskaber har været gennem en Chapter 11-proces – nogle med succes, andre uden.
“Rigtig dårlige nyheder”
Ansøgningen om konkursbeskyttelse i USA kommer dagen efter, at en stor strejke brød ud blandt cirka 1000 SAS-piloter.
Det skete mandag, da piloternes forening, SAS Pilot Group (SPG) og SAS’ ledelse ikke kunne nå til enighed om en ny overenskomst.
Dermed forventes cirka halvdelen af SAS’ daglige afgange at blive berørt at strejken, og i alt vil i omtrent 30.000 passagerer hver dag mærke konsekvenserne af konflikten i SAS.
Egentlig udløb piloternes overenskomst 1. april, men parterne har forhandlet videre helt indtil mandag.
Ifølge den redningsplan, SAS lancerede tidligere på året – ‘SAS Forward’ – skal piloterne bidrage med et stort trecifret millionbeløb, hvis selskabet skal overleve på sigt. Ifølge piloterne selv har de tilbudt SAS store besparelser, men alligevel kunne de ikke nå til enighed.
Drfor måtte SAS’ administrerende direktør, Anko van der Werff, mandag berette om “rigtig dårlige nyheder” i form af en strejke, der kunne blive “ødelæggende” for SAS’ fremtid.
Han beskyldte samtidig sine medarbejdere for at have en “strejkekultur”, mens piloterne svarede igen ved at påstå, at SAS’ ledelse havde begået “skinforhandlinger”, hvor de hele tiden havde flyttet kravene.
Redningsplanen
Med konkursbeskyttelsen vil SAS nu købe sig tid til at gennemføre SAS Forward-planen, der blandt andet betyder årlige besparelser for mere end fem milliarder kroner på tværs af det hæderkronede selskab.
– Vi gør fremskridt, men der er stadig meget arbejde foran os, og den igangværende strejke har gjort en allerede udfordrende situation endnu hårdere. Chapter 11-processen giver os juridiske redskaber til at fremskynde vores transformation, udtaler Anko van der Werff i meddelelsen om konkursbeskyttelsen.






















































































































































































































































































































































































































































































































