

Samsung har søndag 1. marts 2015 præsenteret to nye smartphones i Barcelona.

Galaxy S6 og S6 Edge er ifølge Samsung verdens bedste smartphones, med verdens bedste processor, bedste kamera og sejeste design, sådan lyder det fra scenen i Barcelona under dette års Mobile World Congress.
Nyt design, nye materialer
Samsung Galaxy S6 og Galaxy S6 Edge er begge udført i nye aluminiums materialer, tidligere set på blandt andet Samsung Galaxy Alpha. Galaxy S6 Edge skiller sig dog ud ved ikke blot at have én side med buet skærm, men hele to! Samsung kalder det, verdens første smartphone med “dual-edge screen”.
For at kunne producere en skærm med buede sider, kræver det i produktionsfasen at glasset bliver opvarmet med hele 800 grader celsius. Det er dog ikke muligt at bruge begge sider af edge-skærmene på én gang, fortæller Samsung til MereMobil.dk.
De første vil selvfølgelig bekymre sig om holdbarheden, men Samsung Galaxy S6 og S6 Edge har begge nyeste Gorilla Glass 4 beskyttelse, hele 50 procent stærkere end tidligere, fortæller Samsung. Det er ikke kun fronten, der er udført i glas, også bagsiden er lavet af glas.
Aldrig før sete specifikationer
Begge Galaxy enheder har specifikationer, aldrig før set i smartphone-branchen. Begge enheder kommer med Exynos Octa-core processor-chip, kørende 64-Bit, hele 63 procent hurtigere end Galaxy S5. Processoren kører med fire kerner på 2,1 GHz samt fire på 1,5 GHz. Dertil kommer Samsung, som de første i verden med 3GB DDR4 RAM!
Hukommelsen i Galaxy enhederne er blevet større, med intern plads til 32 GB, 64GB eller hele 128 GB. Det er ikke muligt at udvide hukommelsen via MicroSD-kort, som tidligere set på flere Galaxy enheder.
Skærmen er i begge enheder på 5,1 tommer af typen Super-AMOLED med QHD-opløsning på 2560 x 1440 pixels, hvilket giver skærmen en PPI på hele 577 pixel per tomme. Skærmen giver ifølge Samsung 20 procent stærkere lys, end sin forgænger Galaxy S5.
Begge enheder er desuden udstyret med helt ny batteriteknologi, der tillader enhederne at lade 63 procent hurtigere end Galaxy S5. På blot ti minutters opladning, er det muligt at få fire timers battertid. 0-100 procent opladning sker på blot cirka 80 minutter ifølge Samsung.
Trådløs opladning, lysstærk kamera
Samsung Galaxy S6 og S6 Edge har indbygget trådløs opladning, direkte ud af salgsæsken. Den trådløse opladningsteknologi betyder længere opladningstid, cirka tre timer, for en fuld opladning. Dertil kommer aktiv ressourceovervågning af applikationer installeret på Galaxy S6 enhederne. Således vil man blive alarmeret, hvis en applikationer forbruger mere strøm end normalt.
Galaxy S6 er udstyret med et 2.550 mAh batteri, mens Galaxy S6 Edge har fået 50 mAh mere, og tilbyder derfor 2.600 mAh batteri. Batteriet kan i begge enheder, for første gang i en Galaxy topmodel, ikke udskiftes.
Kameraerne i de to nye Galaxy enheder, har også “først på markedet”-teknologi. På fronten finder vi et fem megapixels kamera, mens bagsiden prydes af et kamera på 16 megapixel. Den store nyhed her, er at begge sensorer i kamera-teknologien, er udstyret med en f1,9-linse, hvilket betyder at linsen kan indfange langt mere lys, end nogen anden smartphone på markedet. Desuden er kameraet bagpå udstyret med OIS (optisk billedestabilisator).
Begge kameraer kan endvidere præstere “realtime HDR”, hvilket betyder at billeder taget med HDR slået til, vil blive taget langt hurtigere, og kræver ikke samme efterbehandling, som vi ser på aktuelle smartphone-produkter.
Mens vi snakker om bagsiden, så er der ved siden af kameraet, placeret en ny og opdateret fingeraftrykslæser, der ikke længere kræver at brugeren glider fingeren over sensoren, for at læse fingeraftrykket. Nu skal man blot placere fingeren over sensoren.
Smartere TouchWiz software
Samsung Galaxy S6 og S6 Edge kommer begge med Samsungs nyeste brugerflade software kaldet TouchWiz Nature 4.0. Selvom vi snakker om et hop op af stigen, så har Samsung skåret ned på bloatware, apps der fylder mere end de gavner. Men ikke så meget som rygterne tidligere indikerede.
– Samsung Galaxy S6 bliver renset for bloatware
Samsung fortæller at man har skåret 40 procent ned på features og apps, men enhederne er stadig pakket med Samsung-tilpasset indhold, viser de første indtryk. Dertil kommer Samsungs egen app-butik kaldet Samsung Apps.
Har man brug for ekstra plads, så har Samsung tidligere, i samarbejde med Dropbox tilbudt ekstra plads i skyen. Denne aftale gælder ikke for de to nye Samsung produkter, der tilgengæld har fået glæde af et Microsoft samarbejde. Det betyder, at købere af Galaxy S6 og S6 Edge kan få 65GB gratis plads i OneDrive, gældende i to år fra aktiveringsdatoen.
Samsung Galaxy S6 og Samsung Galaxy S6 Edge kan købes i Danmark fra 11. april 2015
Kilde: MereMobil.dk m.fl.























































































































































































































































































































































































































































































































