Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har netop godkendt Salling Group og COOP’s købsaftale, som ender med at omfatte 25 365discount-butikker, en Kvickly, fem SuperBrugsen og medarbejdere derfra samt to projekter, som endnu ikke er realiseret.
– Vi er selvsagt glade for myndighedernes godkendelse af aftalen, der gør det muligt for os at bringe føtex og Netto ud til endnu flere kunder, og vi ser frem til byde en masse nye, dygtige kollegaer velkommen i Salling Group, siger administrerende direktør, Anders Hagh.
– Opkøbet er et vigtigt skridt på vejen mod at nå vores strategiske mål med ASPIRE28. Salling Group skal fortsat vokse, hvor det er muligt, og opkøb i både ind- og udland har høj prioritet og skal bidrage til at skabe et endnu mere robust Salling Group. Derfor vil vi fortsat opsøge nye muligheder, så endnu flere kunder forhåbentlig kan få gavn og nyde nytte af vores butikker.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelse betyder, at Salling Group får 21 nye Netto-butikker, mens seks byer kan se frem til, at en helt ny føtex, føtex Food eller City slår dørene op. De sidste lokale detaljer mangler fortsat på Amagerbrogade, hvorfor det endnu er for tidligt at fortælle om konkrete planer.
I aftalen indgår også fire 365discount-butikker, som Salling Group vælger ikke at genåbne, men i stedet forsøger at udleje til andre formål. Her bliver der naturligvis taget hånd om alle medarbejdere.
I forbindelse med butikskonverteringerne vil der blive lukkeperioder, førend de nye butikker igen kan slå dørene op som enten Netto eller føtex. Den præcise timing er endnu ikke fastlagt, men vil blive kommunikeret med det samme, når de præcise overtagelsesdatoer er defineret og de endelige ombygningsplaner fastlagt.
– Rigtig mange tripper for at komme i gang, og vi kan ikke vente med at tage fat på arbejdet. Vi har forberedt os bedst muligt ud fra de forudsætninger, vi har haft, således vi hurtigst muligt kan påbegynde konverteringerne for at gøre ventetiden kortest mulig for kunderne, siger Anders Hagh.
Går alt vel, åbner de første butikker allerede om få måneder og de sidste inden det bliver efterår.
Salling Group og COOP holder købsprisen samt øvrige betingelser i aftalen fortrolig.
Butiksoverblik:
| BUTIK | ADRESSE | BLIVER TIL |
| Projekt | Rugårdsvej 759, 5462 Morud | Netto |
| Projekt | Amagerbrogade 62, København S. | Afklares |
| 365discount | Møllebakken 20, 5690 Tommerup | Netto |
| 365discount | August Kraags Plads 12, 6300 Gråsten | Netto |
| 365discount | Billesborgvej 8, 4681 Herfølge | Netto |
| 365discount | Hamletgade 8, 2200 København N. | Netto |
| 365discount | Østergade 7, 3400 Hillerød | Netto |
| 365discount | Æbeløgade 20, 2100 København Ø. | Netto |
| 365discount | Terndrup Center 1A, 9578 Terndrup | Netto |
| 365discount | Sandfeldparken 34, 6933 Kibæk | Netto |
| 365discount | Nøvlingevej 27, 9260 Gistrup | Netto |
| 365discount | Enghavevej 9A, 7100 Vejle | Netto |
| 365discount | Bytorvet 32, 8722 Hedensted | Netto |
| 365discount | Bøsbrovej 22, 8940 Randers | Netto |
| 365discount | Sophus Falcks Vej 1C, 9300 Sæby | Netto |
| 365discount | Blokhusvej 9, 9490 Pandrup | Netto |
| 365discount | Ejbyvej 66, 4623 Lille Skensved | Netto |
| 365discount | Peter Bangs Vej 24-28, 2000 Frederiksberg | Netto |
| 365discount | Njalsgade 72, 2300 København | Netto |
| SuperBrugsen | Adelgade 14, 9500 Hobro | Netto |
| SuperBrugsen | Algade 39-41, 4281 Gørlev | Netto |
| SuperBrugsen | Hovedgaden 46, 4520 Svinninge | Netto |
| Kvickly | Exnergade 18, 6700 Esbjerg | Føtex |
| SuperBrugsen | Karlavej 1, 5270 Odense N. | føtex Food |
| SuperBrugsen | Vestre Ringgade 4, Kolding | føtex Food |
| 365discount | Smidstrup Strandvej 65, 3250 Gilleleje | føtex Food |
| 365discount | Benediktsgade 46, 5000 Odense | føtex City |
| 365discount | H.C. Ørsteds vej 4A, 1879 Frederiksberg C. | føtex City |
| 365discount | Islands Brygge 78E, 2300 København S. | føtex City |
| 365discount | Faaborgvej 102-104, 5250 Odense SV. | Anvendes til andet formål |
| 365discount | Svendborgvej 319A, 5260 Odense S. | Anvendes til andet formål |
| 365discount | Blomsterbakken 2A, 9380 Vestbjerg | Anvendes til andet formål |
| 365discount | Ågade 12, 7620 Lemvig | Anvendes til andet formål |
Kvickly-butikkerne i Vestsjællandscentret i Slagelse og på Taastrup Torv i Taastrup indgik oprindeligt også i salgsplanerne fra Coop, men her må konkurrencemyndighederne have sagt nej.























































































































































































































































































































































































































































































































