

Det danske rejseselskab Spies, der blev stiftet af den karismatiske Simon Spies i 1956, er blevet solgt.
De nye ejere er Stordalen-kontrollerede Strawberry Group sammen med Altor Funds (Altor) og TDR Capital, som sikrer et stærkt og langsigtet nordisk flertalsejerskab af virksomhederne i Spies-gruppen med i alt 2.300 medarbejdere i Spies, Ving, Tjäreborg og Thomas Cook Airlines Scandinavia. .
Det oplyser selskabet på et pressemøde onsdag formiddag i henholdsvis Stockholm og København.
– Denne handel kombinerer hjerte og hjerne. Det er en perfekt kombination. Og det bliver nordens kronjuvel, fortæller Petter Stordalen på et pressemøde i Stockholm.
Petter Stordalen har erhvervet sig Spies og resten af de nordiske virksomheder sammen med en kapitalfond. De har tilsammen stillet en garanti på seks milliarder.
Salget kommer, efter at rejsegiganten Thomas Cook indgav konkursbegæring 23. september. Spies var en del af Thomas Cook Northern Europe, der var en selvstændig del under Thomas Cook Group plc.
Den nordiske del har i flere år givet overskud, og derfor har der siden september været spekulationer om, hvem der ville overtage Spies, norske og svenske Ving, Tjäreborg Finland, svenske Globetrotter og flyselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia.
Mandag oplyste Thomas Cook Northern Europe ifølge nyhedsbureauet Reuters, at det havde modtaget flere bud, og at der er var interesse fra over ti parter.























































































































































































































































































































































































































































































































