Problemulv er dræbt😊

Ulven blev skudt på en afstand af ti meter torsdag aften i et område vest for Houstrup nær et sommerhusområde i Blåbjerg Plantage.

Det fortæller Mads Jensen, der er vicedirektør i Naturstyrelsen, på pressemødet fredag.

Naturstyrelsens medarbejdere var torsdag til stede i området, og en dronefører fandt ifølge vicedirektøren ved 21-tiden to ulve ved et tæt skovstykke. Medarbejderne stillede sig op omkring området og ventede på, at ulvene bevægede sig, lyder det.

Ulvene kom efterfølgende gående ind ad en af de store veje i retning af sommerhusområdet, hvor nogle cyklister kom cyklende, uddyber han.

– Cyklisterne kommer tættere på de to ulve bagfra, en ulv springer instinktivt væk fra området, mens den anden ulv fortsætter fuldstændig ufortrødent ned mod vores medarbejdere, siger Mads Jensen om forløbet.

Han kalder det “en tæt situation”, hvor cyklisterne blev dirigeret væk, og Naturstyrelsens medarbejder står på et tidspunkt to meter fra ulven.

– Ulven forsøger at tage en bane rundt om medarbejderen stille og roligt. I en sikkerhedsforsvarlig vinkel skyder medarbejderen ulven på ti meters afstand, siger Mads Jensen.