

Mens bundlinjen stadig giver panderynker med stort minus, kan B&O glæde sig over fremgang i begge forretningsområder
Første kvartal af det forskudte regnskabsår for den Struer-baserede virksomhed bød på et underskud efter skat på 55 mio. kr. Det er dog en fremgang i forhold til samme periode sidste år, der viste et bundlinjeunderskud på 67 mio. kr.
Fremgang i salget
Mens der altså stadig ikke er penge i at drive B&O, så kan selskabet glæde sig over en fremgang i salget på 15 procent til 592 mio. kr. i kvartalet.
Og der er faktisk fremgang at spore i begge forretningsområder i B&O. Forretningsenheden B&O Play opnåede en vækst i lokal valuta på 18 procent, mens forretningsenheden Bang & Olufsens vækst var en smule mere afdæmpet på 15 procent.
– Vi er tilfredse med udviklingen i det første kvartal, hvor vi leverede tocifret vækst på tværs af begge forretningsenheder og forbedrede vores lønsomhed sammenlignet med sidste år. Vi lancerede en række nye, innovative produkter, øgede vores aktiviteter inden for brandpartnerskaber og fortsatte arbejdet med at styrke vores forretningsmodel.
– Alt i alt har vi fået en tilfredsstillende start, og vi er godt på vej til at nå vores mål for året, siger administrerende direktør Henrik Clausen.
Fastholder forventninger
Bang & Olufsen fastholder i regnskabet sine forventninger til hele året om en vækst i omsætningen på 10 procent samt resultat før renter, skat, afskrivninger, amortisering og kapitalisering i den underliggende forretning på 8 til 10 procent af omsætningen.
B&O-aktien er steget med næsten 100 procent inden for det seneste år og stiger også i dag trods underskuddet.






















































































































































































































































































































































































































































































































