

Efter et intenst udviklingsarbejde lancerer FoodService Danmark nu landets første B2B onlinesupermarked. Hermed lukker fødevaregrossisten det hul i markedet, som mange mindre virksomheder har oplevet siden METROs lukning i december sidste år.
FoodService Danmark, som er ejet af Dagrofa koncernen, lancerer nu landets første onlinesupermarked målrettet mindre erhvervsdrivende. Det sker, når den digitale handelsplads www.dagrofaerhverv.dk går live den 13. april 2015. Her finder den mindre virksomhed alt inden for fødevarer og non food til frokost, mødeforplejning, receptioner og rengøring.
Det nye onlinesupermarked tilbyder dermed en effektiv ”one stop shop” til alle daglige forsyninger for mindre erhvervsdrivende. Med få klik føjer brugeren varer til kurven og betaler med kreditkortet – uden at skulle forlade kontoret, som det ellers er tilfældet i dag. Alle indkøb foretaget inden kl. 10.00 leveres dagen efter til adressen med Post Danmark.
”Med dagrofaerhverv.dk lukker vi et hul i markedet. Hidtil har der ikke eksisteret et målrettet online B2B-supermarked, hvor mindre erhvervsdrivende let kan bestille og få bragt alle nødvendige fornødenheder i en virksomhed direkte til døren. Det er et marked, der så at sige har fået lov at stå uantastet med deres oplagte behov for en nem og effektiv adgang til at handle alle forsyninger og fødevarer fra dag til dag”, siger Henrik Clausen, adm. direktør i FoodService Danmark.
”Med vores stærke kompetencer inden for e-handel, fødevarer og logistik har vi vurderet, at vi kunne opfylde det behov, der er i markedet”, tilføjer han og glæder sig samtidig over, at netop disse kompetencer har gjort det muligt at udvikle dagrofaerhverv.dk på meget kort tid.
Dagrofaerhverv.dk går i luften den 13. april. Lanceringen af online supermarkedet bliver understøttet af en større marketingindsats over for ca. 6.000 mindre virksomheder på tværs af landet.
”Vi har en god forhåbning om, at mange erhvervsdrivende vil tage godt imod vores nye tilbud. Markedsundersøgelser viser, at rigtig mange mindre virksomheder ser en god idé i at fokusere energien på forretningen fremfor dagligt at skulle runde supermarkedet for at købe service, køkkenruller, frugt, mælk, vin eller frokostvarer”, siger Henrik Clausen.























































































































































































































































































































































































































































































































