

Der er en ekstra gevinst for Rema 1000 og kædens kunder ved at indføre en miljøvenlig distribution af varer.
En dagligvarekæde har endnu engang gjort noget for at skåne miljøet.
Således har Rema 1000 som den første kæde herhjemme på samtlige af kædens køletrailere erstattet køleanlæg drevet af diesel med nye, miljøvenlige anlæg, der køler ved hjælp af CO2-undertryk.
Den nye såkaldte cryoteknologi har – ifølge Rema 1000 – i test vist sig at køle tre gange hurtigere end de dieseldrevne freonkølesystemer, som ellers er branchestandard.
– Med de nye køleanlæg forbedrer Rema 1000 ikke blot CO2-regnskabet med 700 ton om året – også kølekæden forbedres, og det giver friskere varer med forbedret holdbarhed til forbrugerne, oplyser Rema 1000.
De nye anlæg sparer discountkædens 57 køletrailere for 270.000 liter diesel om året, mens CO2-regnskabet forbedres med mere end 700 ton, forklarer transportchef Preben Lyng fra Rema 1000.























































































































































































































































































































































































































































































































