plenti.dk

En webside er begyndt at tælle ned til et nyt dansk selskab kaldet Plenti. Det skulle blive en ny spiller i telebranchen.
Endnu en gang er der røre i vente i den danske telebranche. En ny webside er dukket op, der tæller ned til lanceringen af Plenti, der skulle være et nyt dansk teleselskab. Det skriver Computerworld.
Hvad Plenti helt konkret er, er endnu uvist, men de præsenterer sig selv som “Danmarks nye underholdningstjeneste”, der vil åbne om over 62 dage. Folkene bag Plenti tæller rutinerede kræfter i den danske telebranche.
Erfarne kræfter bag
De to skabere af Plenti er Peter Mægbæk, der var medstifter og direktør i Fullrate, og Morten Strunge, der var stifter og direktør i Onfone. Begge selskaber blev i sin tid opkøbt af TDC til kæmpe beløber.
Nu vil de så prøve kræfter igen mod den etablerede telebranche med Plenti. Og det er interessant, mener teleekspert og direktør i Netplan, Torben Rune:
– Det beviser jo bare, at snakken om, at der kun er plads til et vist antal teleselskaber i Danmark, ikke passer. Der er plads til præcis så mange, som kunderne vil handle med, siger teleeksperten til TV 2.
Adgang til digitale tjenester
Indtil videre er priser, produkter og indhold stadig skjult, men et offentligt jobopslag belyser tankerne bag noget mere.
– Plenti er en nystartet virksomhed af nogle af branchens erfarne folk. Du skal sælge Danmarks nye underholdningstjeneste, hvor kunderne får adgang til masser af digitale tjenester og et mobilabonnement til én samlet stærk pris. Vi forventer at lancere Plenti i løbet af foråret – skal du være med?
Computerworld har været i kontakt med en af stifterne, Peter Mægbæk, der oplyser, at stifterne ikke ønsker at kommentere yderligere om selskabet, før det er blevet lanceret.






















































































































































































































































































































































































































































































































