

I sidste uge meddelte Nykredit at man har har modtaget et købstilbud på en andel af aktierne i Forenet Kredit, som kontrollerer Nykredit.
Landets suverænt største boligudlåner, Nykredit, aflyser sin planlagte børsnotering og henter i stedet friske milliarder hos en håndfuld pensionskasser.
Ifølge mediet InsideBusiness samt kilder, TV 2 Business har været i kontakt med, er der enighed om en aflysning af børsnoteringen.
En ny mulighed
Der er nemlig opstået en ny mulighed for Nykredit, fortæller TV 2s finanskommentator Ole Krohn:
– Topchefen i Nykredit har gennem længere tid været i hemmelige forhandlinger med en lang række pensionsselskaber. Og nu går PFA-pension, AP-pension og Pension Danmark ind og køber i stedet en del af den forening, der ejer store dele af Nykredit. Dermed får man et pænt milliardindskud, som betyder, at det ikke længere er nødvendigt at gå på Børsen.
Dermed får Nykredit overskud til at polstre sig, hvis der skulle opstå en ny finanskrise.
Nykredit får dermed også en ny ejerstuktur med nye medejere af Nykredit.
Ingen betydning for kunderne
På den korte bane kommer salget ikke til at betyde meget for Nykredits kunder.
– Min vurdering er, at når man kigger på de gebyrer, som er blevet skruet gradvist op – ikke kun hos Nykredit, men også hos konkurrenterne – så er man ved at nå til vejs ende med dem. I de kommende år vil der komme øget konkurrence på det her område, og Nykredit har ingen mulighed for at skrue gebyrerne yderligere op, siger Ole Krohn og tilføjer, at Nykredits kunder kan ånde lettede op:
– Salget kommer umiddelbart ikke til at betyde prisstigninger.






















































































































































































































































































































































































































































































































