


Et af Skandinaviens største benzinselskaber, der blandt andet står bag Q8 servicestationerne i Danmark, har udpeget en ny administrerende direktør.
Den 1. januar 2018 får brandstofgiganten OKQ8 Scandinavia ny administrerende direktør, da den hidtidige danske direktør, Steffen Pedersen, går på pension. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Bred erfaring fra detail og olie
Den nye topchef bliver svenske Magnus Kamryd der er 48 år gammel og uddannet civiløkonom fra Stockholms Universitet. Magnus Kamryd kommer fra stillingen som administrerende direktør og stifter hos Trimb Healthcare, og har tidligere haft topposter hos blandt andre Unilever, 7-Eleven samt Shell Retail. Og netop den brede baggrund fremhæves af selskabets bestyrelsesformand.
– Vi i bestyrelsen er meget tilfredse med rekrutteringen af Magnus Kamryd. Han har den rigtige baggrund og erfaring for at drive vores virksomhed fremad og klare fremtidens udfordringer,” siger Göran Lindblå, der er bestyrelsesformand i OKQ8 Scandinavia.
OKQ8 Scandinavia består af Q8 Danmark A/S i Danmark og OK-Q8 AB i Sverige og er et af Skandinaviens største brændstofselskaber med ca. 1000 servicestationer. I Danmark har selskabet ca. 240 bemandede og ubemandede anlæg under Q8- og F24-brandet.























































































































































































































































































































































































































































































































