Ny telekæde tager kampen op med TDC


kilde_detailfolk_dk
12 erhvervscentre, som tidligere var tilknyttet TDC, forsøger nu at starte en ny kæde. De tror stadig på lokal forankring.
Da TDC opsagde partnerskabsaftaler med 60 af deres 65 partnere sidste år, så det sort ud for mange af de opsagte erhvervscentre. Henover julen gik flere konkurs. Men nogle centre formåede at rage kullene ud af ilden, og nu har 12 erhvervscentre valgt at gå sammen i en ny telekæde kaldet KLC Erhverv.
– Vi mener, at der er et stærkt, lokalt grundlag for at drive telebutikker. Vi synes, det er en dårlig idé at centralisere alting, udtaler KLC’s kædedirektør Keld Scheel i Computerworld.
Tilbyder ny aftale med 3
KLC går i luften 1. marts. Og ifølge Børsen har de 12 erhvervscentre samlet set 30.000 erhvervskunder tilknyttet. De kunder vil centrene nu tilbyde en aftale med teleselskabet 3. KLC regner med, at omkring halvdelen af kunderne vil takke ja til en ny aftale. Og det glæder Jacob Hein Knudsen, erhvervsdirektør i 3 Danmark.
– Hvor mange kunder, vi konkret får ud af samarbejdet, det ved jeg ikke endnu. Men vi regner med at tage en stor bid af den kage, siger han til Børsen.
Forventer at vokse
KLC står for KommunikationLøsningsCenter. Og kæden har ifølge Computerworld butikker i byerne: Hjørring, Aalborg, Randers, Thisted, Silkeborg, Holstebro, Varde, Vejle, Horsens, Brøndby, København og Lyngby.
Derudover regner kæden med at vokse de næste par år enten via opkøb af butikker eller via opstart af nye butikker. KLC har desuden indgået en aftale om at forhandle løsninger på området for IT-infrastruktur fra Atea.
Det skete i december sidste år, hvor Atea indgik aftale med 14 af de opsagte erhvervscentre. Dengang skrev Atea i en pressemeddelelse:
– Gennem et kommende samarbejde med erhvervscentrene får Atea mulighed for at få en endnu stærkere lokal forankring. Den mulighed har vi selvfølgelig grebet. Vi er af den overbevisning, at kunderne er interesserede i at møde deres it -leverandør lokalt. Da TDC for nylig opsagde partnerskabet både med de lokale erhvervscentre og med Atea, lukkede det en dør for os og åbnede 14 nye,” sagde direktør Søren Jensen, Future Business i Atea.
Flere af centrene er dog senere gået konkurs, men aftalen med de centre, som indgår under KLC’s brand består.