Ny milliard-forvandling til Aldi i Danmark

ALDI
Kilde: Detailfolk.dk
Den tyskejede discountkæde kaster sig ind i kampen om danske kunder med fornyet styrke og en stor sum penge i ryggen.
Indtil videre har Aldi ikke haft det nemt på det danske marked, men nu indleder discountkæden en stærk offensiv i kampen om kundernes gunst. De tyske ejere har således valgt at investere omkring en milliard kroner i forbedringer af sine butikker i Danmark. Det skriver Børsen torsdag.
Aldi har en samlet markedsandel på blot 3 procent og kunne sidste år præsentere et underskud på hele 287 millioner kroner. Alligevel er der tro på fremtiden hos direktøren for Aldi i Danmark, Volker Kasch.
– Vi ser fortsat gode vækstmuligheder for discount i Danmark, siger han til Børsen.
Mere attraktive butikker
Discountkæden har ikke planer om at udvide med en masse nye butikker. Nøglen til at styrke omsætningen er i stedet en fornyelse af kædens eksisterende 222 butikker, hvoraf mange efterhånden ikke er så attraktive længere, ifølge direktøren. Derudover vil Aldi øge sit sortiment i butikkerne med 30 procent og gøre mere ud af at opstille varene på en indbydende måde.
– Kunderne forventer at kunne gøre alle deres indkøb ét sted, og derfor har vi brug for et større sortiment, siger Volker Kasch til Børsen.
Det bredere sortiment fortsat vil fokusere på Aldis egne mærker. Produkter fra mindre danske virksomheder, såsom Løgismose, er derfor ikke en mulighedhed, hvilket skyldes den tyske kædes centrale indkøbspolitik.

aldi.dk