

Forbrugerne har ændret vaner, så nu nedskalerer Ikea byggeprojekt i København.
Den svenske møbelgigant Ikea kommer ikke til at åbne et stort varehus i København i 2020.
Der kommer stadig et Ikea til hovedstaden, men det bliver altså mindre end planlagt.
Det skriver Politiken.
Forsinkelse skyldes ændrede vaner
En åbning i 2020 var ellers planen, da Københavns Rådhus i maj sidste år gav grønt lys til en lokalplan for det nye varehus ved jernbaneterrænet på Kalvebod Brygge.
– Vi er ved at redefinere varehuset, som bliver mindre end planlagt. Det er endnu ikke muligt at sige, hvor stort varehuset bliver, lyder det fra Ikeas ekspansionschef i Danmark, Anders Lyhne Nordtorp, i Politiken.
Forsinkelsen skyldes ifølge Ikea blandt andet, at forbrugerne har ændret vaner.
– I vores nuværende varehuse har kunderne taget varerne med, når de købte dem. Det har krævet, at vi havde masser af lagerplads i varehusene. Fremadrettet forventer vi, at kunderne i højere grad får leveret varerne efterfølgende, hvilket allerede er en tendens i dag, siger Anders Lyhne Nordtorp til Politiken.
Varehuset på Kalvebod Brygge skulle ifølge den oprindelige plan være omtrent 37.000 kvadratmeter stort.
Det er samme størrelse som det varehus, der ligger i Taastrup. Derudover har Ikea varehuse i Gentofte, Odense, Aalborg og Aarhus.
Det nye varehus er en del af en plan for området, hvor der også skal bygges et hotel, ungdomsboliger samt grønne områder.






















































































































































































































































































































































































































































































































