MobilePay hæver loftet for betalinger


kilde_detailfolk_dk
Nu tredobler Danske Bank den årlige beløbsgrænse for brugen af MobilePay.
Nu kan MobilePays næsten to millioner brugere benytte den populære betalingstjeneste til betalinger for op til 150.000 kroner om året.
Tidligere har det årlige betalingsloft ligget på 50.000 kroner om året, men ved at registrere sig med NemId kan de enkelte brugere hæve loftet.
– Reglerne siger, at vi på et tidspunkt skal kende vores MobilePay brugere bedre. Vi har ønsket at vente, til den mest brugervenlige løsning var klar. Det er den nu. Dermed kan vi hæve årsloftet. Samtidig hæver vi også det daglige loft til 2.000 kroner, siger Mark Wraa-Hansen, der er chef for MobilePay-divisionen i Danske Bank, i en udtalelse.
MobilePays daglige betalingsloft er dog stadig lavere end den konkurrerende tjeneste Swipp, der har et loft på 10.000 kroner per dag.
MobilePay benyttes af omkring to millioner danskere til 50 millioner betalinger om året med en omsætning på 12 milliarder kroner. Tjenesten benyttes på stadig flere områder, hvoraf de seks vigtigste er: overførsler mellem private, handel i butikker, handel i webshops, kommunale betalinger, betaling gennem andre apps, donationer samt handel i webshops, hvor der ikke er beløbsgrænser.

danskebank.dk