Mette Frederiksen: – Delvis nedlukning på vej

Kilde: tv2.dk

Det kommer til at kræve “meget mere af os alle sammen”, lyder det fra statsministeren, som først mandag vil præsentere de konkrete restriktioner.

Der er nye restriktioner mod coronavirus på vej flere steder i landet – og ikke alene i hovedstadsområdet, hvor der i forvejen er regionale restriktioner.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) i en video på Facebook.

Hun varsler en delvis nedlukning i København, Odense og Aarhus og en række kommuner i hovedstaden og på Sjælland:

– I morgen formiddag vil vi præsentere de nye tiltag, ligesom vi vil sige mere om, hvad det er for nogle restriktioner der vil gælde i hele landet, henover jul og nytår og sådan set også resten af vinteren, siger statsministeren i videoen.

– Vi skal have bedre styr på smitten, inden det bliver selve juleaften. Og det kommer til at kræve meget mere af os alle sammen igen.

“Skal vi ses?”

Statsministeren afslører altså for nuværende ikke, hvad restriktionerne kommer til at indebære.

Men hun siger, at det er på tide at stille spørgsmålet: “Skal vi ses?,” i stedet for at overveje, hvordan man kan gøre det.

– Vi har henover weekenden forberedt en geografisk, målrettet og delvis nedlukning, siger hun.

Indsats skal være “markant og præcis”

Kort forinden gik Magnus Heunicke (S) også til tasterne og varslede om de nye restriktioner. Her konstaterede han, at hastigheden er afgørende, når smitten skal bekæmpes.

– Den stigning, vi så for en uge siden i 18 kommuner i og tæt på hovedstaden, kan vi nu konstatere er på vej flere steder. Derfor sætter vi ind flere steder.

– Derfor er myndighedernes og vores allesammens analyse klar: Der skal sættes markant og præcist ind nu, hvis vi skal lykkes med endnu en gang at holde epidemien under kontrol. Og det skal vi, skriver Heunicke på Facebook.

Det seneste døgn er der registreret 1745 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark.

Det er det højeste antal personer, der er registreret smittet i løbet af 24 timer.

TV2 erfarer at borgmestre fra disse kommuner er indkaldt til møde med Regeringen mandag morgen:

Borgmestre fra følgende 38 kommuner er indkaldt:

Listen er baseret på anonyme kilder og skal derfor tages med et vist forbehold.

  1. Albertslund
  2. Allerød
  3. Ballerup
  4. Brøndby
  5. Dragør
  6. Egedal
  7. Faxe
  8. Fredensborg
  9. Frederiksberg
  10. Frederikssund
  11. Furesø
  12. Gentofte
  13. Gladsaxe
  14. Glostrup
  15. Greve
  16. Gribskov
  17. Halsnæs
  18. Helsingør
  19. Herlev
  20. Hillerød
  21. Hvidovre
  22. Høje-Taastrup
  23. Hørsholm
  24. Ishøj
  25. København
  26. Køge
  27. Lejre
  28. Lyngby-Tårbæk
  29. Odense
  30. Roskilde
  31. Rudersdal
  32. Rødovre
  33. Slagelse
  34. Solrød
  35. Tårnby
  36. Vallensbæk
  37. Vordingborg
  38. Aarhus

Udover borgmestre fra de ovenstående kommuner er sundhedsordførere samt regionsrådsformænd for Region Hovedstaden og Region Sjælland samt KL ifølge TV 2s oplysninger indkaldt.