



Tilsvarende bannere findes ved Metro Sluseholmen.
Foto: ©René Thaulov Nielsen
• METRO Cash & Carry forlader det danske marked
• Varehusene i Glostrup og Aarhus er solgt til Euro Cater og bliver inco Cash & Carry – 300 arbejdspladser bevares
• Tre andre varehuse lukkes – METRO og medarbejderrepræsentanterne har aftalt en fratrædelsesordning.
I forbindelse med de nyligt lancerede overvejelser om at lukke sine aktiviteter i Danmark har METRO GROUP underskrevet en aftale om at sælge dele af METRO Cash & Carry Danmark til Euro Cater, der er et markedsledende foodservice selskab med aktiviteter i Danmark og Sverige. Euro Cater overtager forventeligt varehusene i Glostrup og Aarhus i december og integrerer dem i virksomhedens danske distributionsnetværk. Salget betyder at ca. 300 arbejdspladser i de to varehuse bevares. Salget skal godkendes af de danske konkurrencemyndigheder, og godkendelsen forventes modtaget i slutningen af november måned.
“Varehusene i Glostrup og Aarhus passer rigtig godt til vore eksisterende netværk bestående af 14 distributionscentre og to Cash & Carry varehuse i Danmark. Vi er meget glade for at få de nye kolleger fra METRO Cash & Carry med om bord, og vi ser frem til at udvikle vores virksomhed sammen med dem”, udtaler Steen D. Pedersen, adm. direktør for Euro Cater.
Ud over frasalget af de to ovennævnte varehuse har METRO GROUP besluttet at lukke de tre andre varehuse i Danmark og dermed forlade det danske marked. Varehusene i Aalborg, Kolding og København lukker seneste 31. december 2014. De ca. 400 medarbejdere i de tre varehuse og i METROs danske hovedkvarter har, med hjælp fra deres fagforeninger, forhandlet sig til og accepteret en fratrædelsesordning.
Baggrunden for METROs beslutning er, at METRO ikke anser det danske marked for Cash & Carry for at rumme tilfredsstillende muligheder for vækst – ligesom METRO med sine kun fem varehuse i Danmark aldrig nåede op over den kritiske størrelse, der kunne skabe stordriftsfordele og stabil indtjening.
“Trods en meget ihærdig indsats er det ikke lykkedes os at øge vores markedsandel i Danmark, og derfor har vi nu taget den svære beslutning at trække os ud af det danske marked. Som en ansvarlig arbejdsgiver har det været vores mål at finde en løsning, der redder så mange arbejdspladser som muligt. Derfor glæder vi os over, at vi har fået lavet en aftale med Euro Cater om at overtage de to af varehusene og de ca. 300 medarbejdere, der har deres dalige arbejde der. Alle medarbejdere i METRO Cash & Carry Danmark har arbejdet utroligt hårdt, og jeg vil gerne sende dem en varm tak for deres enorme engagement”, lyder det fra den adm. direktør for METRO i Danmark, Charles Kay.
METRO i Glostrup og Aarhus vil blive konverteret til inco Cash & Carry-butikker, når Euro Cater har overtaget butikkerne. I Aarhus lukker den eksisterende inco Cash & Carry-butik.

Foto: ©René Thaulov Nielsen






















































































































































































































































































































































































































































































































