Martin Henriksen - Danish Parliament "Folketinget" - photo: Mogens Engelund

Martin Henriksen stiller ikke op for DF til næste folketingsvalg


Kilde: tv2.dkKilde: TV2 Øst

– Jeg kan ikke stille op til Folketinget, som tingene er nu. Det ville være en anelse for falsk, siger Martin Henriksen. Bent Bøgsted har senere på dagen meddelt, at han heller ikke stiller op til næste folketingsvalg.

Martin Henriksen, der netop har tabt kampen om at blive Dansk Folkepartis formand, stiller ikke op for partiet til næste valg. Det skriver TV 2 ØST.

Beslutningen er en direkte konsekvens af manglende tillid til Morten Messerschmidt.

– Jeg kan ikke stille op til Folketinget, som tingene er nu. Det ville være en anelse for falsk, siger han.

Martin Henriksen fortæller, at han trækker sig som folketingskandidat i Slagelse-kredsen, mens han “stadig har æren i behold”. Også selvom han ved, at politik handler om at kunne gå på kompromis.

– Som folketingskandidat og som folketingsmedlem skal man til enhver tid kunne forsvare formanden i stort og småt. Det kan jeg simpelthen ikke få mig selv til, og det bliver jeg nødt til at tage konsekvensen af, siger han til TV 2 ØST.

En svær beslutning

Den 41-årige politiker fra Stevns har siddet i Folketinget i 14 år for DF. Men i 2019 opnåede han ikke genvalg, efter at partiet indkasserede en solid vælgerlussing.

Egentlig var det planen, at han igen ville melde sit kandidatur i Slagelse-kredsen efter at være skiftet fra Københavns Storkreds.

– Jeg har i de over tyve år, hvor jeg har været med i Dansk Folkeparti aldrig givet sådan en meddelelse til en lokalformand og til en lokal bestyrelse, nemlig at jeg trækker mig. Så det har ikke været en nem beslutning, siger han.

Henriksen uddyber, at beslutningen særligt har været svær, fordi han har haft et godt forhold til DF’erne i Slagelse og resten af Sjælland.

Overvejer DF-fremtid

Om den tidligere formandsduellant også ligefrem melder sig ud af Dansk Folkeparti, er endnu uvist.

– Lige her og nu, der vurderer jeg, hvad mit næste skridt bliver. Det er jo en stor beslutning at melde sig helt ud, for jeg har været medlem i over 20 år, siger han.

Dog henviser Henriksen til, at mange af de folk i partiet, som han “kender og sætter pris på” enten allerede har forladt partiet eller overvejer at gøre det.

Fortsætter i kommunalpolitik

Slut med politik er det dog langt fra for Martin Henriksen. Til efterårets kommunalvalg sikrede han sig plads i kommunalbestyrelsen på Stevns med 604 personlige stemmer ud af samlet 886 stemmer til Dansk Folkeparti.

Og denne plads har han ikke på nuværende tidspunkt tænkt sig at opgive.

– Der er jo forskel på kommunalpolitik og landspolitik. Det er forskelligt, og der er også forskel på de sager, man bliver spurgt ind til, siger han.

Dog lægger han ikke skjul på, at han sagtens kunne klare sig uden partiets stemmer i ryggen:

– Hvis man kigger på resultatet til kommunalvalget, er det ikke partiets stemmer, der har båret mig ind i kommunalbestyrelsen. Det er mine personlige stemmer, der har båret partiet ind i kommunalbestyrelsen, siger han.

Til søndagens formandsvalg i DF fik Martin Henriksen 219 stemmer. Merete Dea Larsen løb med 104, mens vinderen altså kom til at hedde Morten Messerschmidt med 499 stemmer.

Både op til og efter valget er bølgerne gået højt mellem Morten Messerschmidt og Martin Henriksen, og kort efter resultatet lød det fra Henriksen, at han havde svært ved at tro på, at Messerschmidt fortsat så ham have en fremtid i partiet.

– De mennesker, der har forsøgt at presse mig og andre ud af partiet, har nu den absolutte magt i partiet, sagde han søndag til TV 2.

Adspurgt til hvor længe det ville tage Henriksen at finde ud af, hvilken fremtid han selv så for sig i partiet, lød svaret:

– Det kan da være, at jeg allerede har fundet ud af det, men bare ikke vil sige det til jer.

Bent Bøgsted har senere tirsdag 25. januar 2022 meddelt, at han heller ikke genopstiller ved næste folketingsvalg.